Veronica Knights lig ved Swamp Road: Start på seriemord
En kold aprildag i 1978 gjorde to brødre på svampejagt en makaber opdagelse i den tørre buskmark ved Swamp Road, nær den lille by Truro i South Australia, omkring 70 kilometer nordøst for Adelaide. De fandt en knoglelignende genstand, først antaget at stamme fra et dyr. Mistanken om noget mere dystert opstod, da en af brødrenes hustru bemærkede en sko, der sad fast på fundet. To dage senere bekræftedes deres værste anelser: Menneskehud og lakerede tånegle var synlige, og politiet identificerede hurtigt resterne som tilhørende 18-årige Veronica Knight. Hun var forsvundet fra Adelaides gader to dage før jul i 1976. Veronica Knights tragiske skæbne skulle vise sig at være det første, rystende kapitel i en af Australiens mest berygtede sager om seriemord.
Sylvia Pittmann fundet (1979): Fem nye ofre og brutalitet
Knap et år senere, i april 1979, blev endnu et skelet fundet, blot to kilometer fra det første fund nær Truro. Det viste sig at være 16-årige Sylvia Pittmann, som også var forsvundet i december 1976. Et sandt mareridt begyndte at udfolde sig for lokalsamfundet i South Australia. I de følgende uger opdagede politiet yderligere fem ofre, spredt i buskadsområder ved Truro, Port Gawler og Wingfield. Alle ofrene var unge kvinder mellem 16 og 26 år, som var blevet udsat for kidnapning fra Adelaides gader. De var blevet lokket ind i en bil, ofte med løfter om et lift, hvorefter de blev udsat for grov vold, seksuelle overgreb og til sidst kvælning, før deres lig blev efterladt. En seriemorder – eller, som det skulle vise sig, et makabert makkerpar – hærgede regionen.
Christopher Worrell & James Miller: Duoen bag mordene
Bag disse grusomme handlinger, der rystede Australien, stod to mænd: Christopher Worrell og James Miller. Deres mørke alliance skulle vise sig at være drivkraften bag en forfærdelig række af seriemord. Den 23-årige Christopher Worrell, beskrevet som en karismatisk person med træk af psykopati og en fortid med voldskriminalitet, mødte den 38-årige James Miller under et fængselsophold. Miller, en mere indadvendt og socialt isoleret mand, udviklede en intens og usund besættelse af Worrells dominerende personlighed. Efter løsladelsen fortsatte deres umage makkerskab. Worrell opsøgte unge kvinder, mens Miller, tilsyneladende blind af sin fascination, blev en villig medhjælper, der så igennem fingre med Worrells eskalerende brutalitet – selv når det indebar mord.
Første offer, Veronica Knight: Millers syn på Worrell
James Miller forklarede senere under rettssagen: 'Det var som om Chris havde en magnetisk kraft. Jeg kunne ikke modstå ham.' Denne fatale besættelse førte duoen, i Millers bil, ud på Adelaides gader, hvor Christopher Worrell udvalgte deres ofre. Den 23. december 1976 begik de deres første kidnapning og mord. Offeret var 18-årige Veronica Knight, der var på vej hjem fra juleindkøb. Hun blev lokket ind i bilen med et falsk løfte om et lift. Miller kørte til et afsides sted, hvor Worrell voldtog og begik kvælning på den unge kvinde. Selvom Miller senere hævdede at have raset mod Worrell over drabet på Veronica, hjalp han ikke desto mindre med at begrave hendes lig i busklandet ved Truro.
Brutaliteten eskalerer: Ofrene Julie, Sylvia og Vicki
Dette brutale mønster af vold og mord gentog sig med skræmmende præcision over de følgende syv uger. I januar 1977 blev 16-årige Julie Mykyta deres næste offer, kort efterfulgt af 17-årige Sylvia Pittmann. James Millers rolle som medhjælper i disse forbrydelser blev stadig mere aktiv: Han kørte bilen, holdt vagt og gravede grave, mens Christopher Worrell udlevede sine sadistiske tilbøjeligheder. Senere beskrivelser, herunder dem med input fra retsmedicin, pegede på Worrell som værende drevet af en 'indre dæmon'. Miller selv fremsatte en teori om, at en mulig blodprop i Worrells hjerne kunne have forårsaget en personlighedsændring. Deres tredje offer på kort tid, 26-årige Vicki Howell, led en særligt brutal skæbne efter en lang køretur. Miller fortalte senere politiet, at han havde ladet hende gå på toilettet i Nuriootpa, blot for at vende tilbage til et rædselsvækkende syn: 'Hun lå der med ansigtet fordrejet af skræk.' Selvom Miller hævdede at have protesteret, medvirkede han igen til at skjule liget. For hvert mord eskalerede Worrells brutalitet, og Millers loyalitet blev sat på en stadig hårdere prøve.
Worrells pludselige død: Bilulykken der stoppede mordene
Den blodige række af seriemord stoppede brat den 19. februar 1977. Under en køretur mod Mount Gambier, hvor Christopher Worrell medbragte sin nye kæreste, den 20-årige Deborah Skuse, punkterede bilen. Køretøjet væltede flere gange, og Worrell blev slynget ud gennem forruden og dræbt på stedet. Hans pludselige død efterlod James Miller sønderknust og fortabt, og han endte med at flakke om som hjemløs, plaget af depression.
Sandheden frem: Amelias tip og Millers tilståelse
Sandheden om de mange mord, der indtil da delvist forblev en uopklaret sag for politiet i South Australia, kom først for en dag to år efter Worrells død. Under en begravelse kom Worrells tidligere kæreste, Amelia, i snak med bekendte og udtrykte sin mistanke om Worrells involvering. 'Hvis blodproppen fik ham til det, burde politiet vide det,' bemærkede hun med henvisning til Millers tidligere forklaring. James Millers tidligere, løsslupne kommentarer om et 'adrenalinrus' under mordene, som Amelia havde overhørt, fik hende til sidst til at kontakte myndighederne. Dette tip førte til Millers anholdelse i maj 1979. Under politiets intense forhør brød Miller sammen. 'Amelia gjorde, hvad jeg skulle have gjort,' tilstod han og indvilligede i at vise politiet, hvor de resterende ofre var begravet, hvilket endeligt afsluttede eftersøgningen i Truro-området.
James Millers retssag: Seks livstidsdomme i Truro-sagen
Rettssagen mod James Miller i 1981 tiltrak national opmærksomhed i Australien. Anklagemyndigheden portrætterede Miller som en fuldt ud ansvarlig medhjælper og partner i de mange seriemord, mens hans forsvarer argumenterede for, at han var blevet psykisk manipuleret af Christopher Worrell og drevet af sin usunde fascination. 'Jeg elskede ham, men jeg dræbte ingen kvinder,' insisterede Miller fra vidneskranken. Dommen lød på seks livstidsstraffe uden mulighed for prøveløsladelse, hvilket satte et formelt punktum for et af de mørkeste kapitler i Australiens kriminalhistorie, kendt som Truro-mordene.
Arven fra Truro-mordene: Kritik og erindring om ofrene
I bakspejlet afslørede sagen om Truro-mordene markante svigt i politiets indledende efterforskning i South Australia. Ofrenes status som unge kvinder, nogle på kanten af samfundet, resulterede i en indledende mangel på intensiv eftersøgningsindsats. Først da Deborah Lamb, en pige fra middelklassen, forsvandt (en kidnapning og forsvindingssag, der senere blev kædet til Christopher Worrell, men som i samtiden skærpede politiets fokus), blev efterforskningen intensiveret. For de pårørende blev tragedien forlænget af retssystemets langsommelighed; nogle familier måtte vente over et årti, før ofrenes lig blev frigivet til begravelse. I dag står Truro-mordene som et brutalt vidnesbyrd om menneskelig ondskab og de rædsler, en seriemorder kan forårsage. For lokalsamfundet er navnet Truro for evigt plettet af tabt uskyld. Retsforskere og eksperter inden for retspsykiatri diskuterer fortsat James Millers præcise skyldgrad og omfanget af hans meddelagtighed som medhjælper. En diskret mindesten ved Swamp Road markerer det område, hvor syv unge kvinders liv endte brat – en stum påmindelse om konsekvenserne, når grusom vold finder en medsammensvoren.
Kilder:
Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager om seriemord og de mørkeste kapitler i kriminalhistorien.