November 1984: Historisk henrettelse og arsenikkens spor
På en kold og fugtig novemberdag i 1984, omkring klokken to om natten, blev den 52-årige Velma Barfield ført ind i eksekveringskammeret i Central Prison i Raleigh, North Carolina. Hun var den første kvinde, der blev henrettet i USA efter genindførelsen af dødsstraf i 1976, og den første nogensinde henrettet ved lethal indsprøjtning. Hendes sag markerede ikke blot en juridisk milepæl, men også afslutningen på et dystert kapitel om en seriemorder, der med arsenik og forgiftning brugte tillid som sit mest dødbringende våben, og efterlod et spor af mord forklædt som omsorg.
Barndomsskygger og mændenes mystiske dødsfald
Margie Velma Bullard blev født den 29. oktober 1932 og voksede op i Fayetteville, North Carolina, i et hjem præget af en voldelig, alkoholiseret far og en mor ved navn Lillian Bullard. Retspsykiater Dorothy Otnow Lewis fremhævede senere en traumatisk oplevelse i hendes teenageår som en mulig medvirkende faktor til hendes senere adfærd. I 1949 giftede hun sig med Thomas Burke, hvis pludselige død i 1969 senere vakte mistanke om forgiftning, selvom den oprindeligt blev tilskrevet hjerteproblemer. Efter skilsmisse og et nyt ægteskab med Jennings Barfield, oplevede hun endnu et tab, da han døde i 1971. Også hans død blev oprindeligt betegnet som naturlig, men en senere exhumering afslørede spor af arsenik i hans krop, hvilket styrkede mistanken om endnu et mord.
Mordet på moderen: arsenik blev Barfields valg (1974)
Det første uomtvistelige offer i den tragiske række af mord var hendes egen mor, Lillian Bullard. I december 1974 kollapsede moren efter ugers mavesmerter. Lægerne troede i første omgang, det var madforgiftning, men år senere under retssagen mod Barfield, kom det frem, at hun havde forgiftet morens te med arsenik. Denne form for familiemord syntes at have banet vejen for en systematisk brug af forgiftning.
Hjemmehjælper-morderen: forgiftningssagerne i 1977
I 1976 tog Barfield arbejde som hjemmehjælper. Hun passede det ældre ægtepar Montgomery og Dollie Edwards. I begyndelsen af 1977 døde Montgomery Edwards efter pludselige mavekramper. Blot en måned senere fik enken, Dollie Edwards, præcis de samme symptomer og døde også. Mønsteret begyndte at tegne sig: Velma Barfield anvendte arsenik-baseret rottegift som middel til forgiftning, ofte tilsat mad eller drikke, mens hun foregav at pleje de syge. Samme sommer, i juni 1977, tog hun sig af John Henry Lee, hvis kone havde brækket benet. Også han udviklede voldsomme mavesmerter og døde få dage senere. Barfield tilstod senere, at hun forgiftede hans te for at skjule, at hun havde forfalsket checks på hans konto; et klart motiv om økonomisk vinding.
Stuart Taylors fatale forlovelse: Barfields fald (1978)
Det var mordet på Stuart Taylor, der ultimativt førte til hendes fald. Taylor var en ældre enkemand og slægtning til Dollie Edwards, som Velma Barfield indledte et forhold til i 1978. Taylor hyrede hende oprindeligt som husassistent, men de blev hurtigt forlovede. Da Taylor imidlertid opdagede hendes forfalskninger af checks, tog Barfield en fatal beslutning. Under et kirkeligt møde i februar 1978 blandede hun rottegift i hans øl og te. Stuart Taylor døde få dage senere, den 3. februar 1978. Selvom hans død først blev anset for naturlig, afslørede en autopsi høje mængder arsenik. Mistanken faldt hurtigt på Barfield, især efter et anonymt tip fra hendes søster. Under efterfølgende afhøringer tilstod Barfield mordet på Taylor og yderligere fire mord: sin mor, Montgomery og Dollie Edwards, samt John Henry Lee.
Retssagen 1978: Fra utilregnelig til dødsstraf
Retssagen mod Velma Barfield for drabet på Stuart Taylor begyndte den 4. december 1978 i Robeson County Superior Court. Anklagemyndigheden fremlagde overvældende beviser for mord, herunder de forfalskede checks og vidneudsagn. Forsvaret forsøgte en "insanity plea", med fokus på Barfields massive medicinmisbrug og en påstået dissociativ identitetsforstyrrelse. Psykiater Dorothy Otnow Lewis vidnede om en alternativ personlighed ved navn "Billy", som angiveligt begik disse mord. Dommeren afviste dog effektivt denne forsvarslinje. Juryen brugte kun 78 minutter på at nå frem til en skyldkendelse og anbefale dødsstraf, idet de fandt flere forværrende omstændigheder, herunder at mordet var begået for økonomisk vinding, for at forhindre retshåndhævelse og var særligt grusomt. Barfields reaktion under retssagen, herunder at hun ifølge rapporter applauderede anklagerens afsluttende bemærkninger, forstærkede billedet af en kold og beregnende person, hvilket for nogle pegede i retning af træk forenelige med psykopati.
Dødsgangsårene: omvendelse og afvist benådning
De seks år mellem dommen og henrettelsen var præget af gentagne appeller i denne højprofil sag. På dødsgangen i Central Prison i Raleigh, North Carolina, hvor der ikke var en særskilt afdeling for kvinder, blev Velma Barfield placeret blandt psykisk syge indsatte. Her gennemgik hun en bemærkelsesværdig transformation, engagerede sig i fængslets kirkearbejde og modtog ros for sit missionsarbejde. I 1984 afviste guvernør Jim Hunt hendes benådning, en beslutning, der af mange blev set i lyset af hans samtidige politiske kampagne. Da dagen for hendes dødsstraf kom, var hendes sidste måltid Cheez Doodles og en Coca-Cola. Hendes sidste ord var en undskyldning til ofrenes familier og en tak til sine støtter.
Velma Barfields arv: Retshistorie og psyken gåde
Sagen om Velma Barfield, en berygtet seriemorder fra North Carolina, efterlod et varigt aftryk i USA's retshistorie. Hendes udnyttelse af tillid i omsorgsrelationer, specielt som hjemmehjælper, og hendes brug af arsenik til forgiftning, bidrog til strammere regulering. Retssagens brug af "forværrende omstændigheder" skabte præcedens og påvirkede senere debatter om dødsstraf, herunder spørgsmål om kønsdiskrimination og hvordan medier dækker sådanne sager. Historien om Barfields mord lever videre, blandt andet i en sang skrevet af hendes eget barnebarn. Velma Barfield forbliver et komplekst studie – var hun en udspekuleret seriemorder, måske med træk af psykopati, en tragisk figur ødelagt af misbrug og psykisk sygdom, eller et produkt af en dysfunktionel barndom? Svaret forbliver indhyllet i skyggen af en højprofil sag, der fortsat udfordrer simple forklaringer på hendes serie af familiemord og andre mord.
Kilder:
Vil du læse flere historier om seriemordere og komplekse retssager? Følg KrimiNyt og gå aldrig glip af næste sag.