Afpresning

Afpresning er den handling, at en person truer en anden med henblik på at skaffe sig selv eller andre en uberettiget vinding — typisk penge, ydelser eller adgang til oplysninger. Forbrydelsen er reguleret i straffelovens § 281 og forudsætter både et trusselselement og et vindingsforsæt; de to dele skal optræde samtidigt for, at bestemmelsen finder anvendelse.

Truslerne, der kan konstituere afpresning, er lovmæssigt afgrænset. Det kan dreje sig om trusler om vold, om betydelig skade på gods eller om frihedsberøvelse. Derudover er det også afpresning at true med at fremsætte usande sigtelser eller at offentliggøre kompromitterende privatlivsoplysninger — herunder persondata, billeder eller fortrolig korrespondance — for at presse offeret til at efterkomme kravet.

I en digital kontekst er afpresning særligt relevant ved såkaldte databrud og hackerangreb, hvor gerningsmænd truer med at offentliggøre eller sælge stjålne personoplysninger, medmindre der betales løsepenge. Ligeledes kan en virksomhedsleder, der aktivt skjuler et databrud for at undgå myndigheders og offentlighedens reaktion — eventuelt mod betaling til hackerne — befinde sig i et juridisk krydsfelt, der kan inddrage afpresningsreglerne.

Strafudmålingen følger straffelovens § 285, stk. 1, for almindelig afpresning. Er afpresningen systematisk eller af organiseret karakter, kan straffen skærpes i medfør af § 286, stk. 1. Det er domstolenes konkrete vurdering af gerningens grovhed, det opnåede eller tilsigtede beløb samt graden af organisation, der afgør, hvilken strafferamme der finder anvendelse.

Afpresning adskiller sig fra røveri ved, at tvangen ikke er umiddelbar fysisk vold på gerningsstedet, men derimod en trussel, der giver offeret et — om end stærkt begrænset — handlingsrum. Adskillelsen fra trusler efter straffelovens § 266 består primært i, at afpresning kræver et konkret krav om en fordel, mens § 266 alene vedrører fremsættelse af trusler der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt.