aircraft hijacking

Aircraft hijacking — på dansk flykapring eller luftpirateri — betegner i international ret den ulovlige beslaglæggelse eller overtagelse af et luftfartøj ved brug af vold, trusler eller anden form for intimidering, mens flyet er i drift eller under flyvning. Begrebet tilhører den internationale luftfartsret og strafferet og er ikke forankret i nogen enkelt national retsorden, men i tværnationale traktatforpligtelser.

Den centrale internationale retsakt på området er Haag-konventionen af 1970 — formelt 'Convention for the Suppression of Unlawful Seizure of Aircraft' — der forpligter de tilsluttede stater til at kriminalisere flykapring i national lovgivning og til enten at retsforfølge gerningsmanden eller udlevere vedkommende til en anden stat, der vil gøre det. Konventionen anvendte udtrykket 'unlawful seizure of aircraft' som den juridisk præcise betegnelse for handlingen.

I praksis dækker begrebet situationer, hvor en eller flere personer tiltvinger sig kontrol over et fly — typisk over for besætningen på flightdeck — med det formål at omdirigere flyet, fremsætte krav eller opnå andre mål. Både fuldbyrdede kapringer og forsøg herpå er omfattet af definitionen.

I sager som D.B. Cooper-flykapringen fra 1971 anvendes begrebet om en enkelt gerningsperson, der under flyvning tvang besætningen til at efterkomme hans krav ved trussel om vold. Sagen illustrerer kerneelementerne: tvang under flyvning, kontrol over luftfartøjet og en kriminel hensigt — alle konstituerende for aircraft hijacking i international retlig forstand.

Flykapring betragtes i international ret som en alvorlig forbrydelse mod civil luftfart og den almene sikkerhed. Haag-konventionen understreger, at forbrydelsen er strafbar uanset gerningsmandens motiv, og at den ikke må behandles som en politisk forbrydelse med henblik på at undgå udlevering.