Cui Bono
Latinsk efterforskningsprincip der spørger: hvem gavner det? Bruges internationalt til at identificere mulige motiver og bagmænd ved at kortlægge, hvem der opnår fordel af en forbrydelse eller hændelse.
Cui bono er et latinsk udtryk, der betyder 'hvem gavner det?', og som i international efterforskning og retslig analyse bruges som et grundlæggende princip til at identificere mulige gerningsmænd eller bagmænd ved at spørge, hvem der konkret profiterer af en forbrydelse, hændelse eller beslutning. Begrebet tilhører ingen enkelt national retsorden, men er et internationalt anerkendt efterforsknings- og analyseredskab, der anvendes på tværs af retssystemer og jurisdiktioner.
Princippet bygger på den logiske antagelse, at den person eller gruppe, der høster den største fordel af en handling, også kan have haft det stærkeste motiv til at udføre den. Cui bono fungerer dermed som et spor snarere end som et bevis — det peger på interesseforhold og skjulte bevæggrunde, men fastslår ikke i sig selv skyld.
I praktisk efterforskning bruges princippet til at indkredse kredsen af mistænkte ved at kortlægge, hvem der opnår økonomisk gevinst, magt, arv, frihed eller anden fordel som følge af en forbrydelse. Det er særligt relevant i sager om forsikringssvindel, arvedrab, erhvervskriminalitet og politisk motiverede forbrydelser, hvor motivet ikke altid er umiddelbart synligt.
Cui bono bruges også i bredere analytisk sammenhæng uden for strafferetten — for eksempel i vurderingen af politiske beslutninger, konflikter og organisatoriske handlinger — men i true crime-kontekst er det primært et redskab til at afdække skjulte motiver og interesserelationer i kriminelle sager.
Det er vigtigt at understrege, at cui bono alene ikke kan udgøre grundlaget for en anklage eller domfældelse. At nogen drager fordel af en forbrydelse, er en indikation, ikke et bevis. Princippet tjener som udgangspunkt for videre efterforskning og bør altid kombineres med konkret bevismateriale.
