demonic possession defense

"Demonic possession defense" er ikke et selvstændigt, officielt anerkendt forsvar i amerikansk strafferet, men en populær og journalistisk betegnelse for den påstand, at en tiltalts kriminelle handlinger var forårsaget af dæmonisk besættelse snarere end fri vilje. Begrebet optræder i true crime-sammenhæng som en retorisk ramme, ikke som en kodificeret juridisk kategori.

I amerikanske domstole kan påstanden om dæmonisk besættelse ikke i sig selv udgøre et gyldigt forsvar. Hvis en tiltalte fremfører sådanne påstande, behandles de i praksis som et element i en bredere vurdering af den tiltaltes mentale tilstand — typisk inden for rammerne af en klassisk insanity defense.

Den føderale insanitetsregel er kodificeret i 18 U.S.C. § 17(a), som fastslår, at en tiltalte kan fritages for strafansvar, hvis en alvorlig mental sygdom eller defekt på gerningstidspunktet gjorde vedkommende ude af stand til at forstå handlingens natur eller dens ulovlighed. Troen på dæmonisk besættelse kan indgå som dokumentation for en sådan tilstand, men besættelsespåstanden er i sig selv ikke tilstrækkelig og heller ikke en selvstændig fritagne grund.

Begrebets mest kendte retssag er Arne Cheyenne Johnson-sagen fra 1981 i Connecticut, hvor forsvareren forsøgte at føre djævelen som den egentlige ansvarlige for et drab. Dommeren afviste at tillade dette som et selvstændigt forsvar, og Johnson blev dømt for manddrab. Sagen er den første kendte amerikanske retssag, hvor dæmonisk besættelse eksplicit blev forsøgt anvendt som forklaringsramme i retten.

I bred forstand illustrerer begrebet spændingsfeltet mellem religiøs overbevisning, psykiatrisk vurdering og strafferetligt ansvar i det amerikanske retssystem. Domstolene har konsekvent afvist at anerkende overnaturlige forklaringer som selvstændige fritagelsesgrunde, men har åbnet for, at ekstreme religiøse forestillinger kan have relevans for vurderingen af den tiltaltes psykiske tilregnelighed.