DNA identification

DNA identification er i amerikansk ret betegnelsen for den retsmedicinske proces, hvor en DNA-profil fra ukendt biologisk materiale — eksempelvis fra et uidentificeret lig — sammenholdes med kendte referenceprøver for at fastslå en persons identitet. Metoden er ikke begrænset til efterforskning af forbrydelser, men anvendes også systematisk til identificering af ukendte afdøde og savnede personer, hvor ingen anden identifikation har været mulig.

Grundlaget for den nationale koordinering af DNA-identifikation i USA er Federal DNA Identification Act of 1994, som gav FBI hjemmel til at etablere og administrere et nationalt DNA-indeks til retshåndhævelsesformål. Dette indeks, kendt som CODIS — Combined DNA Index System — gør det muligt at sammenligne DNA-profiler på tværs af delstater og føderale myndigheder.

I CODIS skelnes der mellem profiler fra kendte individer og profiler fra ukendt biologisk materiale. Når DNA fra et ukendt lig analyseres, uploades profilen til systemet og sammenlignes automatisk med eksisterende profiler. Et match kan opstå, hvis den afdøde tidligere er registreret i systemet, eller hvis en pårørende har afgivet en referenceprøve i forbindelse med en savnetanmeldelse.

I sagen om vandreren kendt som 'Mostly Harmless' illustrerer begrebet netop denne praksis: den afdøde mand forblev uidentificeret i flere år, indtil DNA-analyse og sammenligning med familiemedlemmers genetiske materiale endelig gjorde det muligt at fastslå hans identitet. Processen var ikke en kriminel efterforskning i traditionel forstand, men en identifikationssag drevet af retsmedicinske og humanitære hensyn.

DNA identification adskiller sig fra bredere genetisk forskning ved sit snævre retshåndhævelsesformål: målet er entydigt at knytte biologisk materiale til en konkret person, ikke at kortlægge genetiske egenskaber i almindelighed.