drab på anmodning
Drab begået efter offerets udtrykkelige og bestemte anmodning om at blive dræbt. Reguleret i straffelovens § 239 og behandles mildere end almindeligt manddrab.
Drab på anmodning betegner i dansk strafferet den handling, at en person dræber en anden efter dennes bestemte begæring — det vil sige på baggrund af en klar og utvetydig anmodning fra offeret selv om at blive dræbt. Det afgørende element er, at initiativet og ønsket om døden udgår fra offeret, ikke fra gerningsmanden. Denne distinktion adskiller forbrydelsen grundlæggende fra almindeligt manddrab, hvor offeret ingen samtykke giver.
I dansk ret er drab på anmodning reguleret i straffelovens § 239. Bestemmelsen fastsætter en maksimumstraf på fængsel i tre år, hvilket er markant lavere end strafferammen for forsætligt manddrab efter § 237, der rækker op til fængsel på livstid. Den mildere straf afspejler lovgivers vurdering af, at samtykket fra offeret udgør en formildende omstændighed — omend det ikke gør handlingen lovlig.
Det er vigtigt at understrege, at et samtykke til at blive dræbt ikke fritager gerningsmanden for strafansvar. Dansk ret anerkender ikke offerets samtykke som en straffrihedsgrund ved drab. Selv om den dræbte positivt og utvetydigt ønskede sin egen død, begår den person, der udfører drabet, stadig en strafbar handling.
Begrebet er centralt i forståelsen af sager som den tyske kannibal-sag om Armin Meiwes, hvor offeret angiveligt frivilligt indgik en aftale om at blive dræbt og spist. I sådanne sager rejser sig spørgsmål om, hvorvidt samtykket var reelt, informeret og givet uden tvang — faktorer der har direkte betydning for, hvilken bestemmelse der finder anvendelse, og dermed for straffens størrelse.
