Drab på gravid kvinde
Drab på en gravid kvinde behandles i dansk ret under den almindelige drabsbestemmelse. Graviditeten er ikke en selvstændig strafferetlig kategori, men kan have betydning for strafudmålingen.
I dansk ret eksisterer der ikke en selvstændig straffebestemmelse for drab på en gravid kvinde. Sådanne sager behandles efter straffelovens § 237 om manddrab, som straffer den, der forsætligt dræber et andet menneske, uanset ofrets særlige omstændigheder eller tilstand.
Dansk strafferet opererer dermed ikke med en særskilt og skærpet strafferamme alene på baggrund af ofrets graviditet, modsat hvad man ser i visse andre retssystemer, der har indført kvalificerede drabsbestemmelser eller separate strafbud for netop denne situation.
Graviditeten kan dog efter dansk retspraksis indgå som en skærpende omstændighed ved den konkrete strafudmåling inden for den gældende strafferamme for manddrab. Det vil sige, at retten ved fastsættelse af strafniveauet kan tillægge det vægt, at offeret var gravid, uden at dette formelt ændrer den juridiske kvalifikation af forbrydelsen.
For så vidt angår fosteret, er det i dansk ret ikke selvstændigt strafferetligt beskyttet på samme måde som et født menneske. Et foster betragtes ikke som en 'anden person' i straffelovens forstand, og et eventuelt tab af fosteret som følge af drabet på moderen udgør derfor ikke et separat drab i juridisk henseende.
Samlet set er den korrekte juridiske betegnelse for sådanne sager i Danmark manddrab efter straffelovens § 237, og eventuelle særlige omstændigheder — herunder graviditet — håndteres inden for rammerne af den almindelige strafudmålingslære.
