familiekriminalitet
Kriminalitetsmønster hvor ulovlig adfærd går i arv over mindst to generationer i samme familie. Bruges i dansk politi- og kriminologisk praksis, men er ikke kodificeret som selvstændig strafferetlig kategori.
Familiekriminalitet betegner et struktureret kriminalitetsmønster, hvor kriminel adfærd er udbredt blandt flere familiemedlemmer over mindst to generationer. Begrebet er ikke en fast juridisk term i dansk straffelovgivning, men anvendes i praksis af blandt andet Rigspolitiet som en operationel betegnelse for familier, hvor en betydelig andel af medlemmerne er organiserede kriminelle og/eller vanekriminelle.
Rigspolitiet skelner i sin anvendelse af begrebet mellem to grundlæggende former. Den første er slægtsbaseret kriminalitet, hvor familien som enhed fungerer som en kriminel organisation med fælles struktur, hierarki og aktiviteter. Den anden er individuel familiekriminalitet, hvor flere familiemedlemmer hver især begår kriminalitet uden en koordineret familiekerne, men hvor mønstret alligevel er tydeligt på tværs af generationer.
Begrebet dækker både den snævre kernefamilie og den udvidede familie, herunder søskende, kusiner, fætre og svogerskaber. Det er netop denne brede familiemæssige udstrækning, der adskiller familiekriminalitet fra tilfældig sammenfaldende kriminalitet inden for en husstand.
I true crime-sammenhæng bruges begrebet til at beskrive sager, hvor familierelationer enten muliggør, skjuler eller forstærker kriminelle handlinger — herunder sager om intrafamiliær vold, drab begået af nære pårørende og organiseret kriminalitet med familien som fundament. Strukturen kan gøre efterforskning særligt vanskelig, da loyalitetsbånd og tætte relationer ofte hæmmer vidneforklaringer og anmeldelser.
