fejlagtige anholdelser
En anholdelse der efterfølgende viser sig at mangle tilstrækkeligt retligt grundlag. I dansk ret kan staten blive erstatningsansvarlig, når en person er anholdt uden at sagen fører til domfældelse.
En fejlagtig anholdelse betegner en politianholdelse, der efterfølgende anses for uberettiget — enten fordi sagen opgives, eller fordi den anholdte frifindes ved retten. Begrebet handler ikke nødvendigvis om, at politiet har handlet strafbart eller ond tro, men om at indgrebet mod den pågældende person i sidste ende viser sig at mangle det fornødne retlige grundlag set i bakspejlet.
I dansk strafferet er fejlagtige anholdelser tæt knyttet til spørgsmålet om statens erstatningsansvar. Retsplejelovens § 1018 a regulerer netop erstatning for uberettiget anholdelse og varetægtsfængsling og danner det centrale retsgrundlag, når en person søger kompensation for frihedsberøvelse, der viser sig at have været uberettiget.
I true crime-sammenhæng optræder begrebet typisk i sager, hvor efterforskningen har peget på en bestemt person — og anholdelsen er foretaget på dette grundlag — men hvor ny dokumentation, vidneforklaringer eller teknisk bevis siden har frikendt den pågældende. Sådanne forløb rejser spørgsmål om politiets metoder, efterforskningens grundighed og de menneskelige omkostninger ved at være bragt i myndighedernes søgelys uden at være skyldig.
Fejlagtige anholdelser adskiller sig fra justitsmordet som begreb ved, at de ikke forudsætter en domfældelse. Det er selve frihedsberøvelsen — anholdelsen og en eventuel efterfølgende varetægtsfængsling — der i disse tilfælde anses for uberettiget, uanset om sagen nogensinde når frem til en domstolsafgørelse.
