forsvindinger
En persons sporløse forsvinden med ukendt opholdssted. Ikke en selvstændig strafferetlig kategori i dansk ret, men et fænomen med både politimæssige og civilretlige konsekvenser.
En forsvinding betegner det forhold, at en person er borte og har ukendt opholdssted, uden at der foreligger en klar forklaring på, hvad der er sket. Begrebet er ikke en selvstændig kriminalitetsbetegnelse i dansk strafferet, men bruges bredt om sager, hvor et menneske er ophørt med at give livstegn fra sig, og hvor omstændighederne er uklare eller mistænkelige.
I dansk administrativ ret håndteres forsvindinger bl.a. gennem CPR-reglerne, hvorefter en person, der resultatløst er eftersøgt, skal registreres som forsvundet i det centrale personregister, indtil vedkommende enten genfindes eller selv giver sig til kende. Denne registrering har praktisk betydning for myndighedernes adgang til at spore og efterforske sagen.
På det civilretlige område suppleres dette af lov om borteblevne, som fastsætter regler for, hvornår en bortebleven person kan erklæres for død. Denne ordning er adskilt fra strafferetten og tjener primært til at afklare arve- og formueretlige spørgsmål, når en persons skæbne forbliver ukendt i en længere årrække.
I true crime-sammenhæng dækker begrebet typisk sager med et uopklaret hændelsesforløb, hvor det er uvist, om der er tale om en ulykke, selvforskyldt forsvinden, frivillig forsvinden eller et forbrydelse. Det er netop denne uklarhed — kombinationen af det kendte og det ukendte — der giver forsvindingssager deres særlige karakter og gør dem til et centralt tema i krimifortællingen.
