informantsystemet

Informantsystemet betegner den praksis, hvorved politiet anvender civile personer — kaldet informanter eller meddelere — til at tilvejebringe oplysninger om kriminalitet, mistænkte eller kriminelle netværk. Disse personer opererer uden for politiets organisation og uden offentlig stilling, men indgår i et fortroligt samarbejde med efterforskningsmyndigheden, typisk mod betaling, strafnedsættelse eller andre fordele.

I dansk ret reguleres området ikke af en enkelt lovbestemmelse, der generelt definerer 'informantsystemet' som begreb. Rigsadvokaten beskriver i stedet ordningen administrativt under kategorien 'meddelere og civile agenter', og det er denne terminologi, der anvendes i de interne instrukser og retningslinjer for politiets brug af sådanne kilder.

En meddeler er i udgangspunktet en person, der på eget initiativ eller efter forespørgsel videregiver oplysninger til politiet. En civil agent adskiller sig ved aktivt at indsamle oplysninger efter politiets instrukser — en rolle, der minder om en undercoveroperation, men udføres af en civil uden politimæssig uddannelse eller bemyndigelse. Sondringen har retlig betydning for, hvilke regler og kontrolmekanismer der finder anvendelse.

Hemmeligholdelse er et centralt element i informantsystemet. Politiet er som udgangspunkt forpligtet til at beskytte en informants identitet, og afsløring af denne kan udgøre et alvorligt brud på interne procedurer samt potentielt bringe informantens sikkerhed i fare. Det er netop dette aspekt, der gør sager om politibetjente, der afslører en hemmelig informant, særligt alvorlige og juridisk følsomme.

Brugen af informanter rejser løbende principielle retssikkerhedsmæssige spørgsmål, herunder om oplysninger indhentet via informanter kan anvendes som bevis i retten, og i hvilken udstrækning den tiltalte har ret til at kende kilden til de oplysninger, der har dannet grundlag for efterforskningen.