levende begravet

Levende begravet beskriver den situation, hvor en person med tvang eller under bedøvelse anbringes i en grav, kiste eller lignende lukket beholder, mens vedkommende endnu er i live. Begrebet er ikke en selvstændig juridisk kategori i dansk straffelovgivning, men betegner en faktisk hændelse, der i retten typisk subsumeres under bestemmelser om frihedsberøvelse, drabsforsøg eller drab.

I dansk ret vil en sådan handling primært blive bedømt efter straffelovens § 261 om ulovlig frihedsberøvelse, og — afhængigt af offerets skæbne — efter § 237 om drab eller § 245 om vold af særlig farlig karakter. Gerningsmandens forsæt og offerets overlevelse er afgørende for, hvilken eller hvilke bestemmelser der finder anvendelse.

Sagen om Ursula Herrmann fra 1981 er et af de mest kendte eksempler i europæisk true crime-historik. Den tiårige pige blev bortført i Bayern og efterladt levende i en hjemmelavet trækasse begravet i jorden. Hun omkom af kvælning, inden hun blev fundet. Sagen er illustrativ for, hvordan levende begravelse som gerningsform kombinerer bortførelse med en drabsmetode, der overlader offerets død til omstændighederne snarere end til direkte vold.

I sager med betegnelsen "dræberklovn og levende begravet kvinde" anvendes udtrykket ligeledes om en situation, hvor et offer er blevet indespærret under forhold, der gør overlevelse usandsynlig eller umulig. Fælles for disse sager er, at gerningsmanden typisk forsøger at skjule forbrydelsen ved at fjerne offerets synlighed fra omverdenen — nedgravningen er både en drabsmetode og en tilsløringsstrategi.

Retsmedicinsk kan det i sådanne sager være afgørende at fastslå, om offeret var i live på det tidspunkt, det blev begravet. Fund som jord i luftveje, tegn på kamp inden for den aflukkede beholder eller forhøjede kuldioxidniveauer i blodet kan understøtte dette. Sondringen er juridisk relevant, da gerningsmanden ved bevist forsæt og et levende offer typisk vil kunne tiltales for drabsforsøg eller fuldbyrdet drab frem for eksempelvis lig-skændelse.