masseskyderier
Betegnelse for skyderier med flere ofre i én hændelse, typisk i det offentlige rum, på skoler eller institutioner. Bruges som beskrivende term, ikke som selvstændig juridisk kategori i dansk ret.
Et masseskyderi er en hændelse, hvor én eller flere gerningspersoner skyder mod flere mennesker i ét sammenhængende forløb — oftest på offentlige steder som skoler, natklubber, arbejdspladser eller gader. Begrebet er ikke defineret som en selvstændig strafferetlig kategori i dansk lovgivning, men anvendes som en deskriptiv betegnelse i medier, forskning og kriminologi for at beskrive hændelsernes karakter og omfang.
I kriminologisk og journalistisk sammenhæng dækker betegnelsen over en bred vifte af hændelser: skoleskyderier, terrorangreb udført med skydevåben, massedrab på offentlige samlingssteder og målrettede angreb mod specifikke grupper. Fælles for dem er, at et betydeligt antal personer rammes af skud i samme hændelse, og at skyderiet udspiller sig i et rum, der normalt betragtes som sikkert eller tilgængeligt for offentligheden.
Amerikansk forskning og retspraksis har forsøgt at opstille kvantitative tærskler — eksempelvis at mindst tre eller fire ofre skal være dræbt eller såret for at en hændelse klassificeres som et masseskyderi — men der eksisterer ingen universel, juridisk bindende definition. I dansk kontekst behandles sådanne handlinger typisk under eksisterende strafferetlige bestemmelser om drab, drabsforsøg og terrorisme, afhængigt af omstændighederne.
Masseskyderier adskiller sig analytisk fra seriedrab ved, at alle ofre rammes i én hændelse frem for i separate, adskilte handlinger over tid. Gerningspersonen handler som regel åbenlyst og uden forsøg på at skjule sig under selve angrebet, hvilket adskiller hændelsestypen fra eksempelvis snigmorderi. Motiverne spænder bredt: fra ideologisk eller religiøst motiveret terror til personlige krænkelser, psykisk sygdom eller et ønske om berømmelse.
Forskning i masseskyderier fokuserer i stigende grad på forebyggelse, herunder tidlig identifikation af adfærdsmønstre hos potentielle gerningspersoner, sociale og psykologiske risikofaktorer samt mediernes rolle i den såkaldte smitteeffekt, hvor omtale af ét angreb kan inspirere efterligninger.
