Offer
En person, der har lidt skade som følge af en forbrydelse. I dansk ret bruges betegnelsen sideløbende med 'forurettede' og dækker fysiske, psykiske og økonomiske skader påført ved en strafbar handling.
Et offer er den person, der direkte har lidt skade som følge af en forbrydelse — hvad enten skaden er fysisk, psykisk eller økonomisk. I dansk strafferet anvendes betegnelsen 'offer' og 'forurettede' i vid udstrækning synonymt, og der findes ingen selvstændig generel lovdefinition af begrebet i dansk ret. Den officielle danske afgrænsning tager i stedet udgangspunkt i EU-offerdirektivets definition og svarer i praksis til den personkreds, der i dansk ret anses som forurettede.
I retssalen indtager offeret en særlig dobbeltrolle: personen kan både optræde som forurettet med de rettigheder, det medfører, og samtidig blive indkaldt som vidne for at forklare sig om hændelsesforløbet. Denne kombination betyder, at offerets forklaring ofte er central for sagens oplysning, men at personen ikke nødvendigvis har partsstatus på samme måde som tiltalte.
I true crime-sammenhæng — herunder sager som dem om Louis Linde Nielsen og Janne Krohn, Anna Klemens, Kevin Ibraimovski og Werner Mazurek — er offeret typisk den person, hvis skæbne udgør det centrale faktum i sagen. Identiteten, livshistorien og de konkrete omstændigheder omkring skaden eller døden er afgørende for at forstå både gerningens karakter og den efterfølgende retssag.
Retsplejelovens kapitel 66 a regulerer forurettedes rettigheder under straffesager og udgør det primære retlige grundlag for offerets stilling i den danske retsproces. Heri er blandt andet fastsat regler om information, bisidder og mulighed for at afgive forklaring under særlige hensyn.
