recidiv

Recidiv betegner det fænomen, at en person begår ny kriminalitet efter tidligere at have været dømt eller afsonet en straf. Begrebet er centralt i kriminologi, strafferet og kriminalstatistik og beskriver ikke et enkeltstående juridisk begreb med én fast lovdefinition, men en faglig og statistisk kategori, der anvendes bredt i det danske retsvæsen og hos Kriminalforsorgen.

I dansk kriminalstatistik måles recidiv typisk som ny kriminalitet, der fører til en ny dom inden for en opfølgningsperiode — oftest to år efter løsladelse eller efter påbegyndt tilsyn. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at en person begår en ny lovovertrædelse; der kræves en ny dom for, at forholdet tæller statistisk som recidiv.

I true crime-sammenhæng bruges begrebet om gerningspersoner, der vender tilbage til kriminalitet — ofte af samme karakter — efter at have gennemgået retssystemet. Et klassisk eksempel er Johann Unterweger, der efter løsladelse fra en drabsdom begik en række nye drab, inden han atter blev anholdt og dømt. Sådanne forløb illustrerer, hvorfor recidivrisiko er et centralt hensyn ved strafudmåling, prøveløsladelse og risikovurdering.

I dansk strafferet indgår recidiv som et skærpende element ved strafudmålingen: Efter straffelovens § 81, nr. 1, skal det i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen. Gentagelse ses som udtryk for større skyld og for, at den tidligere straf ikke har virket.

Recidivforebyggelse er et erklæret mål for Kriminalforsorgen og udgør begrundelsen for en række resocialiserende indsatser under og efter afsoning, herunder tilsyn, behandlingsprogrammer og udslusningsordninger.