samtykke til drab

Samtykke til drab betegner den situation, hvor en person udtrykkeligt accepterer eller aktivt ønsker at blive dræbt af en anden, men hvor dette samtykke ikke tillægges retlig virkning som straffriheds­grund i dansk strafferet. I modsætning til mange andre retsområder, hvor et informeret samtykke kan ændre den juridiske vurdering af en handling, gælder dette princip ikke ved drab. Den, der slår ihjel, kan ikke påberåbe sig offerets ønske som undskyldning eller begrundelse for straffrihed.

Dansk strafferet regulerer fænomenet specifikt i straffelovens § 239, der omhandler drab på begæring. Bestemmelsen fastslår, at den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år — en markant lavere strafferamme end ved drab efter § 237. Selve kriminaliseringen er dog opretholdt — samtykket medfører altså alene en mulig strafnedsættelse, ikke straffrihed.

Begrebet er centralt i forståelsen af sagen om Armin Meiwes, den tyske mand der i 2001 dræbte og åd en mand, som angiveligt frivilligt havde indvilget i at blive dræbt og spist. Meiwes argumenterede for, at offerets udtrykkelige samtykke — formidlet via internet og bekræftet ved fremmøde — ændrede handlingens karakter. Sagen illustrerer præcist, hvorfor dansk og tysk ret ikke accepterer samtykke som straffriheds­grund ved drab: staten har en selvstændig interesse i at beskytte menneskeliv, uanset den dræbtes eget ønske.

Den juridiske logik bag dette princip er, at retten til livet ikke blot er en privat rettighed, som individet frit kan disponere over over for tredjemand med retlig virkning. Selv om autonomiprincippet tillægges stor vægt i moderne ret, sætter hensynet til menneskelivets ukrænkelighed en grænse, der ikke kan overskrides ved samtykke. Gerningspersonen handler derfor strafbart, uanset om motivet var offerets udtrykkelige ønske.