Selvforsvar
I dansk ret betegnes selvforsvar som nødværge og er reguleret i straffeloven § 13. Straffrihed forudsætter, at handlingen var nødvendig for at afværge et aktuelt eller overhængende angreb, og at reaktionen ikke åbenbart overskred det forsvarlige.
Selvforsvar — i dansk ret kaldet nødværge — er en juridisk begrundelse for at anvende magt mod en anden person uden at ifalde strafansvar. Retten til nødværge følger af straffeloven § 13, stk. 1, og gælder, når en handling er nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb.
To grundbetingelser skal være opfyldt samtidig: angrebet skal være aktuelt eller umiddelbart forestående, og nødværgehandlingen må ikke åbenbart overstige, hvad der er forsvarligt i situationen. Det er proportionalitetskravet, der hyppigst er til diskussion i konkrete sager — domstolene vurderer, om styrken og karakteren af forsvaret stod mål med truslen.
I true crime-sager som dem om Brittany Smith og Aileen Wuornos er selvforsvar omdrejningspunktet for, om tiltaltes brug af dødelig magt var retligt berettiget. Sager af denne type rejser spørgsmål om, hvornår en trussel er tilstrækkelig nærværende, om offeret for angrebet havde alternativer, og om reaktionen var proportional — spørgsmål der også stilles i dansk ret.
En vigtig forskel fra visse amerikanske regler er, at dansk nødværge ikke indeholder et 'Stand Your Ground'-princip. I dansk ret kan det indgå i proportionalitetsvurderingen, om den angrebne havde mulighed for at trække sig fra situationen uden risiko, selv om loven ikke opstiller en udtrykkelig undvigelsespligt.
Overskrides nødværgegrænserne, er handlingen ikke automatisk strafbar i fuldt omfang. Straffeloven giver mulighed for at nedsætte eller bortfalde straffen, hvis overskridelsen skyldtes en undskyldelig ophidselse eller skræk fremkaldt af angrebet. Denne nuancering er særlig relevant i sager med vedvarende vold i nære relationer, hvor den angrebne kan have handlet under ekstraordinært pres.
