Forvaring
Tidsubestemt frihedsberøvende sanktion i dansk ret, der anvendes over for særligt farlige lovovertrædere, når almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig til at beskytte samfundet.
Forvaring er en særlig retsfølge i dansk strafferet, der indebærer en tidsubestemt frihedsberøvelse af en person, som er fundet skyldig i alvorlige personfarlige forbrydelser, og som udgør en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Modsat en almindelig fængselsstraf har forvaring ingen fastsat udløbsdato. Sanktionen anvendes, når retten vurderer, at en tidsbestemt straf ikke er tilstrækkelig til at forebygge ny alvorlig kriminalitet fra den dømtes side. Formålet er primært samfundsbeskyttelse frem for straf i traditionel forstand.
For at idømme forvaring skal to grundbetingelser være opfyldt: den tiltalte skal være fundet skyldig i visse alvorlige personfarlige forbrydelser, og der skal foreligge en nærliggende fare for, at vedkommende på ny vil begå kriminalitet af denne karakter. Retten skal desuden vurdere, at forvaring er påkrævet frem for fængsel for at forebygge denne fare.
Den forvaringsdømte afsoner ikke efter en fast løsladelsesdato. I stedet er løsladelse betinget af, at faren for ny alvorlig kriminalitet er bortfaldet eller væsentligt reduceret. Spørgsmålet om løsladelse kan prøves ved domstolene med jævne mellemrum.
Forvaring er således et af de mest indgribende retsmidler i dansk strafferet og anvendes kun i sager, hvor lovovertrædelsens grovhed og den dømtes farlighed tilsammen gør det nødvendigt af hensyn til samfundets sikkerhed.
