Stikkerdrab
Historisk betegnelse for drab på angivere under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, udført af eller i tilknytning til modstandsbevægelsen.
Et stikkerdrab betegner i dansk historisk og kriminalitetsmæssig kontekst et drab på en såkaldt 'stikker' — en person, der angav eller på anden måde samarbejdede med den tyske besættelsesmagt mod danske modstandsfolk eller civilbefolkningen. Begrebet er knyttet specifikt til perioden 1940-45, hvor Danmark var besat af Nazi-Tyskland, og dækker de likvideringer, som modstandsbevægelsen planlagde og udførte mod formodede eller faktiske angivere.
En 'stikker' var i besættelsestidens sprog en person, der bevidst overleverede oplysninger til Gestapo eller andre tyske myndigheder om modstandsfolk, jøder i skjul eller andre forfulgte danskere. Konsekvenserne af en angivelse var typisk arrestation, deportation eller henrettelse, og stikkere blev derfor betragtet som en direkte trussel mod modstandsbevægelsens sikkerhed og eksistens.
Modstandsbevægelsen betragtede likvideringen af stikkere som en militær og politisk nødvendighed under okkupationen. Disse aktioner var organiserede og bevidste handlinger, ikke spontane eller kriminelle i gerningsmændenes egne øjne — de indgik i en bredere strategi om at beskytte netværk og afskrække samarbejde med fjenden. Spørgsmålet om, hvem der reelt var stikker, og hvem der blot var mistænkt på et usikkert grundlag, har efterfølgende givet anledning til betydelig historisk og etisk debat.
'Stikkerdrab' er ikke en selvstændig juridisk kategori i dansk strafferet og har ingen egen bestemmelse i straffeloven. Ordet er en historisk og folkelig betegnelse. Efter befrielsen i maj 1945 blev spørgsmålet om strafansvar for handlinger begået under besættelsen — herunder likvideringer — behandlet inden for rammerne af det særlige retsopgør, der fulgte krigen, ikke som en særskilt drabskategori.
