Strangulering
Strangulering er ikke en selvstændig straffelovsbestemmelse i dansk ret, men et voldsmoment der vurderes efter de almindelige voldsparagraffer. Handlingen indebærer udvendigt tryk på halsen, der hindrer vejrtrækning eller blodcirkulation.
Strangulering betegner i dansk ret den handling at kvæle en person ved udvendigt tryk på halsen, typisk ved at hindre vejrtrækning og/eller blodcirkulationen til hjernen. Begrebet har ingen selvstændig straffelovsparagraf, men indgår som et faktisk voldsmoment i den juridiske vurdering af en konkret handling.
Handlingen bedømmes efter straffelovens almindelige voldbestemmelser i §§ 244-246, afhængigt af omstændighedernes alvor. Simpel vold efter § 244 dækker de mindst alvorlige tilfælde, mens § 245 finder anvendelse, når volden er udøvet på en særligt rå, brutal eller farlig måde — en kvalifikation som strangulering ofte vil opfylde, da metoden i sig selv anses for livsfarlig.
Har volden været af så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen efter § 246 stige til fængsel i 10 år. Er der forsæt til at dræbe, bedømmes handlingen som drab eller drabsforsøg efter § 237. I drabssager vil strangulering som dødsårsag i stedet blive bedømt efter § 237 om manddrab.
Den retlige kvalifikation af strangulering beror således fuldt ud på de konkrete faktiske omstændigheder: skadens omfang, handlingens varighed og intensitet samt gerningspersonens forsæt. Der eksisterer ingen særskilt 'stranguleringsbestemmelse' i dansk straffelovgivning.
