temporary insanity

Temporary insanity er i amerikansk strafferet en påstand om, at den tiltalte på selve gerningstidspunktet var midlertidigt sindssyg eller mentalt ude af stand til at forstå, hvad vedkommende gjorde, eller at handlingen var ulovlig — men at denne tilstand var kortvarig og ikke kronisk. Begrebet hører til amerikansk ret og har ingen direkte parallel i dansk lovgivning.

Der er ikke tale om en ensartet føderal lovregel. Temporary insanity er snarere en populær betegnelse for en tidsbegrænset anvendelse af den bredere insanity defense, som anerkendes i varierende grad på tværs af de amerikanske delstater. Ikke alle delstater accepterer forsvaret, og kriterierne for, hvad der kvalificerer som sindssygdom i juridisk forstand, varierer.

Kernen i forsvaret er tidsdimensionen: den tiltalte hævder at have været psykisk ude af stand til at handle ansvarligt netop i det afgørende øjeblik, men ikke nødvendigvis hverken før eller efter. Det adskiller den fra en ordinær insanity defense, hvor sindslidelsen typisk er af mere vedvarende karakter.

I sagen mod Lorena Bobbitt i 1994 anvendte forsvaret en variant af dette argument. Bobbitt blev frifundet efter, at juryen fandt, at hun på tidspunktet for handlingen led af en kortvarig dissociativ tilstand som følge af langvarig vold og misbrug — en tilstand der fratog hende evnen til at handle med fornuft og ansvar. Sagen er et af de mest kendte eksempler på, hvordan temporary insanity-argumentet bruges i praksis.

Kritikere af forsvaret peger på, at det er vanskeligt at efterprøve en påstået kortvarig psykisk tilstand i efterfølgende, og at det åbner for misbrug. Tilhængere argumenterer omvendt for, at retssystemet bør tage højde for ekstreme psykiske belastningstilstande, der reelt kan ophæve den mentale tilregnelighed i en afgrænset situation.