tranquilizer
Et beroligende eller sedativt stof brugt til at dæmpe, sløve eller immobilisere en person. I kriminalsager optræder tranquilizers som et middel, gerningsmanden anvender for at gøre offeret ude af stand til at modstå eller søge hjælp.
En tranquilizer er internationalt betegnet som et beroligende eller sedativt lægemiddel, der dæmper centralnervesystemet og kan fremkalde ro, sløvhed, nedsat muskelkontrol eller bevidstløshed. Begrebet er ikke en selvstændig juridisk kategori, men en farmakologisk fællesbetegnelse, der anvendes på tværs af retssystemer i forbindelse med straffesager, hvor sådanne stoffer indgår som et middel i forbrydelsens udførelse.
I true crime-konteksten — herunder i sager som Barry Morphew-sagen — refererer tranquilizer typisk til et stof, som en mistænkt angiveligt har administreret til et offer for at gøre denne ude af stand til at modstå, flygte eller tilkalde hjælp. Stoffet fungerer dermed som et redskab til at muliggøre eller skjule en forbrydelse, eksempelvis drab, vold eller frihedsberøvelse.
Kategorien dækker en bred vifte af stoffer. Det kan dreje sig om receptpligtige beroligende midler som benzodiazepiner, men også veterinære præparater — eksempelvis xylazin — omtales i denne sammenhæng som tranquilizers. Fælles for dem er, at de er i stand til at nedsætte et menneskes evne til at reagere, kommunikere eller forsvare sig.
I retssalen behandles påstande om brug af tranquilizer typisk som en skærpende omstændighed, idet det indikerer forudgående planlægning fra gerningsmandens side. Anklagemyndigheden vil i sådanne sager ofte støtte sig til toksikologiske rapporter, obduktionsfund og medicinsk ekspertvidnesbyrd for at sandsynliggøre, at et sådant stof blev administreret.
Påvisning af en tranquilizer i et offer kræver specifik kemisk analyse, og resultaterne afhænger af, hvor hurtigt prøver udtages efter dødsfald eller eksponering. Mange sedative stoffer nedbrydes hurtigt i kroppen, hvilket kan gøre bevisførelsen vanskelig og teknisk kompleks.
