
Hvorfor 'The Staircase' stadig er true crimes ubestridte mesterværk
Et opkald fra dybet
Det starter med en stemme, der skælver af panik, en flænge i natten over Durham, North Carolina. Michael Petersons nødopkald den 9. december 2001 er lyden af en verden, der splintres. Hans kone, Kathleen, ligger for døden ved bunden af hovedtrappen i deres palæmæssige hjem. Da politiet og paramedicinere ankommer, mødes de ikke blot af en ulykke, men af et sceneri så grotesk blodigt, at det trodser logikken ved et simpelt fald. Blodet er ikke bare på gulvet; det er sprøjtet op ad væggene, en makaber abstrakt kunst, der straks sår tvivlens frø hos myndighederne. Var det tyngdekraften eller en brutal ægtemand, der førte Kathleen i døden?
Netflix-serien "The Staircase" (oprindeligt "Soupçons" af den franske instruktør Jean-Xavier de Lestrade) er ikke blot en registrering af denne ene nat. Det er en rejse ind i det amerikanske retssystems bugtende tarme. Hvor andre dokumentarer ofte fokuserer på opklaringen, dvæler denne serie ved processen. Kameraet fungerer som et tavst vidne, der med kirurgisk præcision indfanger støvkornene i sollyset og de nervøse trækninger i ansigterne på de involverede, mens årene går, og sandheden fortaber sig i tågen.
Fluen på væggen i forsvarets maskinrum
Det, der adskiller "The Staircase" fra mængden af hurtigt producerede krimiserier, er den uhindrede adgang, som de Lestrade og hans hold opnåede. Vi inviteres helt ind i "war room" hos forsvarsadvokaten David Rudolf. Her er ingen glamourøs Hollywood-fremstilling af juraen, men derimod et udmattende, strategisk skakspil, hvor hver bonde tæller. Vi ser Rudolfs frustration, hans briljans og hans erkendelse af, at sandheden i en retssal er en konstruktion, der skal sælges til en jury, snarere end en absolut virkelighed.
Serien formår at skildre Michael Petersons familie, ikke som statister, men som komplekse mennesker fanget i en tragedie, der nægter at slippe sit tag. Petersons børn, der støtter ham blindt, og Kathleens familie, der langsomt vender sig mod ham, skaber en emotionel resonans, der river i hjertet. Det er her, serien hæver sig over det sensationelle. Den viser os, at et mord – eller en ulykke – ikke slutter, når ambulancen kører væk. Det er en dønning, der skyller ind over generationer og efterlader intet uberørt.
Mellem manipulation og justitsmord
Centralt i fortællingen står gåden Michael Peterson. Forfatter, krigsveteran, excentriker og biseksuel. Anklagemyndigheden bruger nådesløst hans seksualitet og hans fiktive skriverier som bevis på en "skjult dagsorden" og en iboende falskhed. "The Staircase" tvinger seeren til at konfrontere sine egne fordomme. Ser vi på en koldblodig morder, der spiller rollen som den sørgende enkemand til perfektion, eller ser vi et offer for et snæversynet retssystem, der dømmer på baggrund af livsstil frem for beviser?
Dokumentaren lægger ikke skjul på de tekniske mangler i politiets efterforskning – det manglende mordvåben (den berygtede "blowpoke"), blodstænkanalyserne, der ligner gætværk, og en anklager, der maler med den brede pensel. Men samtidig fanges man af Petersons nogle gange teatralske adfærd. Der er øjeblikke, hvor kameralinsen fanger et blik eller en bemærkning, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det er denne ambivalens, der gør serien så djævelsk vanedannende. Der serveres ingen lette svar, kun flere spørgsmål.
Det uendelige efterspil og redigeringens magt
Som årene går, og nye episoder tilføjes (serien dækker en periode på over 15 år), ændrer fortællingen karakter. Vi introduceres for den bizarre "Owl Theory" – ideen om, at en ugle skulle have angrebet Kathleen – og vi ser, hvordan ny teknologi og korruption i laboratorierne kan vælte gamle domme. Det ender i en juridisk gråzone med en "Alford plea", hvor skyld erkendes uden at indrømme handlingen, et antiklimaks der føles både tomt og realistisk.
Men "The Staircase" er ikke uden sine kritikere. Det er kommet frem, at filmens klipper, Sophie Brunet, havde et romantisk forhold til Michael Peterson under produktionen. Dette kaster et uundgåeligt slør over objektiviteten. Er vi blevet manipuleret af en redigering, der favoriserede forsvaret? Måske. Men netop denne diskussion gør kun værket mere relevant. Det minder os om, at ingen fortæller er neutral, og at true crime altid er en fortolkning af virkeligheden, aldrig virkeligheden selv. Uanset sympati eller skyld, står "The Staircase" tilbage som et monumentalt værk om menneskets natur og retfærdighedens fejlbarlighed.
Se 'The Staircase' på Netflix og følg KrimiNyt for flere dybdegående og afslørende true crime-analyser.
Elliot Gawn
Admin