Tre drenge. Tre dræbte. Ingen beviser.

I maj 1993 fandt politiet tre 8-årige drenge myrdet i West Memphis, Arkansas. Mistanken faldt hurtigt på tre teenagere: Damien Echols, Jason Baldwin og Jessie Misskelley Jr. De hørte metalmusik, bar sort tøj og interesserede sig for okkultisme. Det var nok til at lokale medier og anklagere konstruerede en fortælling om satanistiske ritualdrab.

Misskelley tilstod efter 12 timers afhøring — han har en IQ på 72 og ingen advokat var til stede. Tilståelsen var fuld af faktuelle fejl. Alligevel dømte juryen alle tre.

Dokumentarer ændrede alt

Joe Berlinger og Bruce Sinofskys dokumentarfilm Paradise Lost (1996) og to opfølgere skabte en global bevægelse for de tre. Berømtheder som Johnny Depp, Eddie Vedder og Henry Rollins støttede dem offentligt og finansielt.

I 2011 accepterede alle tre en Alford plea — de erkendte at staten havde bevis nok til domfældelse, men fastholdt deres uskyld. De blev løsladt. DNA-analyse fra gerningsstedet matchede ikke nogen af de tre, men matchede stedforælder til et af ofrene.

Hvad ændrede det?

West Memphis Three-sagen er et definerende eksempel på moralsk panik i retssystemet: hvad sker der når frygt og fordom erstatter bevis? Sagen ændrede lovgivning om Alford pleas, skabte bevægelse for post-conviction DNA-testing og dokumenterede at dokumentarfilm kan yde en reel retslig funktion.