defamation

Defamation svarer i dansk ret til begrebet ærekrænkelse eller injurier og betegner fremsættelse eller udbredelse af udtalelser, meddelelser eller handlinger, der er egnede til at krænke en andens ære. Det afgørende kriterium er ikke udelukkende, om udsagnet er usandt, men om det objektivt set er egnet til at skade den berørte persons omdømme eller anseelse.

Efter straffeloven § 267 kan den, der fremsætter eller udbreder sådanne krænkende ytringer eller handlinger, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen rammer både mundtlige og skriftlige udtalelser samt handlinger, der på tilsvarende vis er egnede til at nedværdige en person i andres øjne.

I tilknytning til § 267 indeholder straffeloven §§ 268 og 269 vigtige supplerende regler. Efter § 268 kan straffen stige til fængsel indtil 2 år, hvis en alvorlig beskyldning er usand eller er fremsat eller udbredt gennem et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede. Efter § 269 er en ærekrænkelse straffri, hvis der var rimelig anledning til den; her lægges bl.a. vægt på, om beskyldningen bevises sand eller havde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag, og om den blev fremsat i god tro.

Ærekrænkelse kan både forfølges strafferetligt og civilretligt. Civilretligt kan den krænkede part kræve erstatning og godtgørelse for ikke-økonomisk skade, hvis de almindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt. I praksis er mange sager af denne karakter blevet behandlet ved domstolene i forbindelse med medieomtale, sociale medier og offentlige personangreb.

Det er værd at bemærke, at ytringsfriheden, som er beskyttet af grundloven § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, udgør en central modvægt til ærekrænkelsesreglerne. Domstolene foretager derfor en konkret afvejning mellem hensynet til den enkeltes ære og retten til fri meningsudveksling, navnlig i sager der vedrører offentlige personer eller spørgsmål af samfundsmæssig interesse.