henrettelse

Henrettelse betegner den handling at dræbe en person, der af en domstol er idømt dødsstraf, som fuldbyrdelse af denne dom. Begrebet er således knyttet til statens legale udøvelse af dødsstraf og adskiller sig fra drab ved, at det sker i overensstemmelse med en retslig afgørelse og efter fastlagte procedurer.

I Danmark er dødsstraf i fredstid afskaffet ved lov i 1930, og den militære dødsstraf blev endeligt ophævet i 1978. Dermed har henrettelse ikke hjemmel i gældende dansk ret, og ingen form for henrettelse kan lovligt iværksættes på dansk territorium i dag.

Den sidste henrettelse efter den borgerlige straffelov fandt sted i 1892. Under og efter Anden Verdenskrig blev dødsstraf midlertidigt genindført ved særlig lovgivning for landsforrædere og krigsforbrydere, og den sidste henrettelse i Danmark fandt sted i 1950, da Ib Birkedal Hansen blev skudt.

Metoderne til henrettelse har historisk varieret og inkluderet halshuggelse, hængning og skydning, afhængigt af tidsperiode og lovgivning. Den form, der anvendtes under efterkrigsopgøret, var skydning.

Danmark har i dag ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonventions protokol nr. 13, der forbyder dødsstraf under alle omstændigheder, herunder i krigstid. Henrettelse som juridisk fænomen er dermed både retligt og traktatmæssigt udelukket i dansk ret.