menneskerettigheder

Menneskerettigheder er universelle, juridisk bindende rettigheder der beskytter den enkelte borger mod overgreb og vilkårlighed fra statens side — herunder fra politi, anklagemyndighed og domstole. I konteksten af kriminalitet og retsvæsen er det navnlig to rettigheder der træder i forgrunden: forbuddet mod tortur samt umenneskelig eller nedværdigende behandling, og retten til en retfærdig rettergang.

I dansk ret er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) inkorporeret som gældende dansk lov ved lov nr. 285 af 29. april 1992. Det betyder, at danske myndigheder og domstole er direkte forpligtet til at overholde konventionens bestemmelser, og at borgere kan påberåbe sig konventionen ved danske domstole.

Artikel 3 i EMRK fastslår det absolutte forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling — et forbud der ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, heller ikke i krigstid eller nødsituationer. Det er denne bestemmelse der er central i sager som Magnus Gäfgens sag, hvor tyske politifolk truede ham med tortur under afhøring, samt i diskussionerne om behandlingen af fanger på Guantánamo Bay.

Artikel 6 sikrer retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til at blive hørt inden for rimelig tid af en uafhængig og upartisk domstol. Denne bestemmelse er relevant i sager hvor langvarig varetægtsfængsling, mangelfuld adgang til forsvar eller proceduremæssige fejl rejser spørgsmål om retssikkerhed — som det ses i Jens Sörings sag, der har trukket sig over årtier.

Menneskeret fungerer i true crime-sammenhæng som en målestok: ikke for om den tiltalte er skyldig, men for om staten har overholdt de grænser som retssamfundet har sat for sig selv i udøvelsen af strafferetten.