ophævede domme

En ophævet dom er en dom, som en overordnet domstol — typisk landsretten eller Højesteret — har erklæret ugyldig og tilsidesat efter anke. Ophævelsen betyder, at den tidligere doms retsvirkninger bortfalder, og at sagen som udgangspunkt hjemvises til fornyet behandling ved den ret, der oprindeligt afsagde dommen.

Ophævelse adskiller sig fra en simpel ændring af en dom. Ved ændring korrigerer ankinstansen selv afgørelsen, mens ophævelse med hjemvisning sender sagen tilbage, fordi der foreligger en fejl af en sådan karakter — fx en alvorlig sagsbehandlingsfejl eller en krænkelse af retten til et forsvar — at sagen skal behandles forfra på korrekt grundlag.

I straffesager kan Højesteret eller en landsret ophæve en underinstans' dom, hvis der er sket væsentlige procedurefejl, hvis bevisgrundlaget har været utilstrækkeligt belyst, eller hvis skyldsspørgsmålet bør vurderes på ny. Resultatet af en ophævelse er ikke nødvendigvis frifindelse; den tiltalte kan ved den fornyede behandling igen blive dømt.

Reglerne om anke, ophævelse og hjemvisning fremgår af retsplejeloven, som fastlægger betingelserne for, hvornår en dom kan indbringes for en højere instans, og hvilke beføjelser ankinstansen har. Der er ingen selvstændig legaldefinition af 'ophævede domme' som et isoleret begreb — det er en procesretlig konsekvens af ankereglerne.

I true crime-sammenhæng er ophævede domme centrale, når tiltalte i alvorlige sager — herunder drab, mandatsvig eller seksualforbrydelser — opnår en ny chance for frifindelse eller strafnedsættelse, efter at en fejlbehæftet dom er blevet tilsidesat af en højere ret.