patientdrab

Patientdrab er en beskrivende betegnelse for drab begået på en person i egenskab af patient, typisk af sundhedspersonale eller andre med adgang til patienten — men betegnelsen udgør ikke en selvstændig straffelovsbestemmelse i dansk ret. Sådanne drab bedømmes som udgangspunkt efter straffelovens § 237 om manddrab, der fastsætter en strafferamme på fængsel fra 5 år og indtil på livstid for den, der dræber en anden.

Er drabet sket efter patientens udtrykkelige og bestemte begæring — eksempelvis i en situation med ulidelig sygdom — kan forholdet i stedet falde ind under straffelovens § 239, der omhandler drab efter begæring. Denne bestemmelse indebærer en mildere bedømmelse end § 237, men forudsætter, at begæringen er klart og utvetydigt fremsat af offeret selv.

Såkaldte medlidenhedsdrab, hvor gerningsmanden handler af medfølelse med patienten, bedømmes ligeledes som udgangspunkt efter § 237, medmindre betingelserne for § 239 er opfyldt. Det forhold, at handlingen begås i en sundhedsfaglig kontekst, ændrer ikke den grundlæggende juridiske kvalifikation, men kan indgå i den samlede vurdering af sagens omstændigheder.

I dansk retspraksis har sager om patientdrab typisk involveret sundhedspersonale, der har administreret overdoser af medicin eller på anden vis fremskyndet patienters død. Sådanne sager rejser særlige bevismæssige udfordringer, da dødsårsagen kan være vanskelig at adskille fra grundsygdommens naturlige forløb, og gerningsøjeblikket kan ligge langt forud for opdagelsen.