prosecutorial misconduct

Prosecutorial misconduct er et amerikansk juridisk begreb for en anklagemyndigheds ulovlige eller forfatningsstridige adfærd, der underminerer en tiltalts ret til en retfærdig rettergang. Begrebet tilhører amerikansk ret og har ingen direkte pendant i dansk lovgivning. Den føderale standard er, at adfærden skal 'infect the trial with such unfairness as to make the conviction a denial of due process' — altså at retssagen er så grundlæggende kompromitteret, at den resulterende dom udgør en krænkelse af Due Process-klausulen i den amerikanske forfatning.

Den hyppigst forekommende form for prosecutorial misconduct er tilbageholdelse af såkaldt exculpatory evidence — bevismateriale, der taler til fordel for den tiltalte. Pligten til at udlevere sådant materiale til forsvaret følger af Brady v. Maryland (1963), hvor Højesteret fastslog, at statsanklagerens bevidste tilbageholdelse af frifindende beviser krænker den tiltaltes forfatningssikrede rettigheder. Brud på denne Brady-forpligtelse er en af de mest dokumenterede årsager til uretmæssige domfældelser i USA.

Andre former for misconduct omfatter fremlæggelse af beviser, anklageren ved er falske eller vildledende, brug af falske vidneudsagn, utilbørlig påvirkning af vidner samt grove proceduremæssige overtrædelser under retssagen. Fælles for dem alle er, at de kan gøre en retfærdig dom umulig og dermed bane vejen for, at en uskyldig person bliver domfældt.

Når en domfældt person påberåber sig prosecutorial misconduct som grundlag for appel eller genoptagelse af sagen, skal det som udgangspunkt godtgøres, at anklagerens adfærd ikke blot var fejlagtig, men havde afgørende betydning for sagens udfald. I sager, hvor DNA-beviser eller andre nye oplysninger efterfølgende har frigjort dømte personer, har efterforskning ofte afsløret, at anklagemyndigheden aktivt tilbageholdt eller fordrejede bevismateriale.

I det føderale retssystem kan bevidst krænkelse af en persons borgerrettigheder under udøvelse af offentlig myndighed potentielt forfølges strafferetligt efter 18 U.S.C. § 242. I praksis er strafferetlig forfølgelse af anklagere dog sjælden; de mest almindelige konsekvenser er omstødelse af domme, disciplinærsager ved advokatnævn og i visse tilfælde erstatningssøgsmål.