Boston Strangler: Tilståelsen der aldrig blev dommen

Albert DeSalvo blev arresteret den 27. oktober 1964, efter han havde udgiver sig for detektiv og overfaldt en kvinde i Greater Boston. Men det var ikke denne anklage, der skulle komme til at definere hans navn.

I 1965, mens DeSalvo sad på sygehuset Bridgewater State Hospital, tilstod han at være Boston Strangler — og påstod sig ansvarlig for 13 mord, som havde rystet området mellem 1962 og 1964. Over 50-60 timer af confessionstape blev optaget. Politiet havde ikke bevis nok til at retsforfølge ham for strimlerne, som havde dræbt deres ofre gennem kvælningmord, som havde rystet området mellem 1962 og 1964. Over 50-60 timer af confessionstape blev optaget. Politiet havde ikke bevis nok til at retsforfølge ham for strimlerne, som havde dræbt deres ofre gennem kvælning.

En tilståelse uden dom

DeSalvo blev aldrig domfældt for mordene. I stedet blev han dømt til livstid i 1967 for uafhængige overfald og voldtægter. Politiet indrømmede selv, at de ikke havde tilstrækkelige beviser uden hans tilståelse — en situation, der rejste kritiske spørgsmål om sagens grundlag.

Det sidste offer, Mary Sullivan, blev senere gennem DNA-bevis forbundet til DeSalvo. Men for mange af de andre ofre var der grobund for tvivl. Nogle overlevende, som blev angrebet, kunne ikke identificere DeSalvo som deres angriber.

Tilbagetrækning og død

Before hans død — han blev stukket ned på fængslet i 1973 — trak DeSalvo sin tilståelse tilbage. Denne udvikling har siden åbnet døren for omfattende spekulationer om hans skyld. Nogle påpeger muligheden for flere gerningmænd eller en falsk tilståelse, der blev accepteret uden tilstrækkeligt bevis.

Diskussionen omkring Boston Strangler illustrerer et centralt dilemma i kriminalhistorien: hvad vægt skal vi tillægge en tilståelse uden fysiske beviser, og hvor troværdig kan en sådan tilståelse være? DeSalvos tilfælde er langtfra afsluttet i historiebøgerne — det er stadig stof til debat blandt eksperter og true crime-entusiaster.