udvisning

Udvisning er en retsfølge i dansk udlændingeret, hvor en domstol ved dom pålægger en udlænding at forlade Danmark og forbyder den pågældende at indrejse igen i en nærmere fastsat periode. Udvisning adskiller sig fra straf i straffelovens forstand, idet den ikke er en sanktion for lovovertrædelsen i sig selv, men en særlig retsfølge, der knytter sig til udlændingelovens regler og typisk afsiges i forbindelse med en straffesag.

Den centrale processuelle bestemmelse er udlændingelovens § 49, stk. 1, som pålægger retten ved afsigelse af dommen at tage stilling til, om den tiltalte udlænding skal udvises efter reglerne i §§ 22, 23 eller 25 c, eller alternativt blot meddeles en advarsel efter § 24 b. Retten foretager således en selvstændig prøvelse af udvisningsspørgsmålet som en del af domsforhandlingen.

Grundlaget for selve udvisningsadgangen følger af udlændingelovens §§ 22-24, der opstiller betingelser knyttet til blandt andet opholdets varighed, kriminalitetens grovhed og udmålt straf. Jo kortere opholdstid en udlænding har i Danmark, desto lavere er den strafferetlige tærskel for udvisning.

Overtrædelse af et indrejseforbud er i sig selv strafbart og kan give anledning til yderligere retsforfølgning.