Tell Them You Love Me

Hvad handler serien om?

Tell Them You Love Me er en dokumentarfilm instrueret af Nick August-Perna, der dykker ned i en af de mest moralsk og juridisk komplekse straffesager i nyere amerikansk retshistorie. I centrum står Anna Stubblefield, tidligere etik- og filosofiprofessor på Rutgers University i Newark, New Jersey, og Derrick Johnson, en ikke-verbal sort mand med cerebral parese. Dokumentarfilmen stiller det ubehagelige spørgsmål: Kan et menneske, der ikke kan kommunikere konventionelt, give samtykke til et seksuelt forhold — og hvem bestemmer svaret?

Filmen er ikke en simpel true crime-fortælling om skyld og uskyld. Den er en undersøgelse af magt, handicap, race og den kontroversielle kommunikationsmetode kaldet facilitated communication — og af, hvordan det amerikanske retssystem forsøgte at navigere i et terræn, som ingen love var skrevet til at håndtere.

Sagen bag dokumentaren

Forholdet mellem Anna Stubblefield og Derrick Johnson tog sin begyndelse i foråret 2009. Stubblefield, der på daværende tidspunkt var en anerkendt akademiker med speciale i etik og racestudier, lærte Johnson at kende gennem hans familie. Hun begyndte at anvende facilitated communication — en metode, hvor en hjælper fysisk støtter en persons hånd eller arm, mens vedkommende angiveligt skriver eller peger på bogstaver for at kommunikere.

Via denne metode mente Stubblefield, at Johnson — som hidtil var blevet opfattet som kognitivt stærkt begrænset — faktisk besad en rig indre verden og fuldt ud forstod og ønskede det forhold, hun indledte med ham. Det var en overbevisning, der ifølge hende selv retfærdiggjorde forholdet. Det var en overbevisning, som Johnsons familie og anklagemyndigheden var dybt uenige i.

Johnsons mor anmeldte sagen til politiet. I 2013 rejste anklagemyndigheden tiltale mod Stubblefield for to tilfælde af førstegrads grovt seksuelt overgreb — en af de mest alvorlige sigtelseskategorier i New Jerseys straffelov. Kernen i anklagen var, at Johnson på grund af sin tilstand var ude af stand til at give gyldigt samtykke, og at det seksuelle forhold derfor per definition var et overgreb.

Under den første retssag valgte retten at udelukke vidneudsagn om facilitated communication. Metoden er bredt afvist af den videnskabelige konsensus: adskillige kontrollerede studier har vist, at det i virkeligheden er hjælperen — og ikke personen med handicap — der styrer kommunikationen. I oktober 2015 blev Stubblefield dømt skyldig og idømt 12 års fængsel.

Sagen stoppede ikke der. I 2017 ophævede appelretten dommen, delvist fordi spørgsmålet om facilitated communication ikke havde fået tilstrækkelig juridisk behandling. Fremfor at gennemgå endnu en langvarig retssag valgte Stubblefield at plaidere skyldig til en mildere tiltale og blev løsladt efter cirka to år i fængsel.

Produktionen

Dokumentarfilmen er instrueret af Nick August-Perna og er en Sky Original-produktion. Filmen løber i cirka 100 minutter og er dermed en lang, single-film-dokumentar snarere end en flerepisodes serie — et format der giver August-Perna mulighed for at udfolde sagens mange lag i dybden.

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved produktionen er, ifølge Time Magazine, at Anna Stubblefield selv ikke medvirker i dokumentaren. Der er ingen direkte interview med hende. Det er et valg, der giver filmen en særlig analytisk distance — og som tvinger seeren til at danne sig sin egen mening på baggrund af vidner, arkivmateriale og eksperter. Dokumentaren inkluderer til gengæld interviews med Derrick Johnsons familie, juridiske eksperter og fagfolk inden for handicaprettigheder og kommunikation.

Filmen havde verdenspremiere på Sky Documentaries den 3. februar 2024 og er distribueret via SkyShowtime og TV2 Play på de nordiske markeder.

Modtagelse

Anmeldelser fra både britiske og amerikanske medier beskriver dokumentarfilmen som dybt foruroligende og garanteret til at sætte gang i debat. The Telegraph fremhæver filmens evne til at rejse ubehagelige spørgsmål uden at give nemme svar. Kritikere har særligt bemærket, hvordan August-Perna formår at holde mange perspektiver i spil på én gang: Var dette et overgreb begået af en kvinde i magtposition? En tragisk misforståelse? En sag om systemets manglende evne til at lytte til mennesker med handicap? Eller alle tre ting på én gang?

Kontroversen om facilitated communication er central for modtagelsen. Metoden har i årtier skabt splid i fagmiljøet — den er blevet brugt i retssager, i undervisning og i familier verden over, men er af det videnskabelige samfund gentagne gange blevet karakteriseret som pseudovidenskab. Sagen Stubblefield versus Johnson er blevet et af de mest citerede eksempler på, hvilke konsekvenser troen på metoden kan få.

Samtidig har sagen en udtalt racial dimension. Derrick Johnson er en sort mand med et alvorligt handicap, og Anna Stubblefield er en hvid kvinde med akademisk autoritet. Dokumentaren lader ikke denne magtdynamik gå ubemærket hen, og flere anmeldere har understreget, at filmens styrke ligger i netop den komplekse analyse af race, klasse, handicap og seksuel autonomi.

Sagen i dag

Anna Stubblefield har afsonet sin reducerede straf og er på fri fod. Sagen har efterladt dybe ar i Derrick Johnsons familie, som konsekvent har fastholdt, at han blev udnyttet og krænket af en person, der udnyttede sin faglige autoritet og hans sårbarhed.

Sagen har haft varig indflydelse på den akademiske og juridiske debat om facilitated communication i USA. Flere stater har siden set nærmere på, hvorvidt og under hvilke omstændigheder metoden kan accepteres som bevismiddel i retssager. Grundspørgsmålet — hvem har retten til at tale på vegne af dem, der ikke kan tale selv — forbliver ubesvaret og brændende aktuelt.