Gerningsmand(e)James W. McCord Jr., E. Howard Hunt Jr., G. Gordon Liddy, Bernard L. Barker, Virgilio R. González, Eugenio R. Martínez, Frank A. Sturgis; cover-up: H. R. Haldeman, John D. Ehrlichman, John N. Mitchell, Charles Colson, Gordon Strachan, Robert Mardian, Kenneth Parkinson
Offer(e)The Democratic National Committee (DNC) and the U.S. democratic process
GerningsstedWatergate complex, Washington, D.C., United States
GerningsdatoJune 17, 1972
ForbrydelsestypeBurglary, illegal wiretapping, conspiracy, obstruction of justice
Watergate-skandalen er den samlede betegnelse for et indbrud i Det Demokratiske Partis nationale hovedkvarter (DNC) i Watergate-komplekset i Washington D.C. den 17. juni 1972 — og for den omfattende tildækning, som præsident Richard Nixon og hans nærmeste medarbejdere efterfølgende forsøgte. Sagen førte til fængselsdomme over en lang række højtstående embedsmænd og kulminerede den 9. august 1974, da Nixon som den første amerikanske præsident nogensinde trådte tilbage. Den er fortsat den mest betydningsfulde politiske skandale i amerikansk historie og har givet navn til utallige senere affærer med endelsen "-gate".
Natten til den 17. juni 1972 trængte fem mænd ind i DNC's kontorer på sjette etage af Watergate-komplekset i Washington D.C. De medbragte aflytningsudstyr, kameraer og store kontantbeløb i fortløbende sedler. Formålet var at reparere defekte mikrofoner, som var blevet plantet ved et tidligere indbrud nogle uger forinden, samt at fotografere interne dokumenter.
Indtrængerne blev opdaget af sikkerhedsvagten Frank Wills, der bemærkede, at flere dørlåse var blevet tapet over, så de ikke kunne falde i hak. Wills tilkaldte politiet, og betjente i civil anholdt på stedet James W. McCord Jr., Bernard L. Barker, Virgilio R. González, Eugenio R. Martínez og Frank A. Sturgis. Operationen var planlagt af G. Gordon Liddy og E. Howard Hunt, der opererede fra et hotelværelse på den anden side af gaden.
Tidslinje
17. juni 1972
Break-in at DNC headquarters
Five burglars are arrested inside the Democratic National Committee offices in the Watergate complex while attempting to plant listening devices and photograph documents.
15. september 1972
First indictments
A federal grand jury indicts the five burglars together with G. Gordon Liddy and E. Howard Hunt on charges of conspiracy, burglary and wiretapping.
17. maj 1973
Senate Watergate hearings open
The Senate Select Committee on Presidential Campaign Activities, chaired by Sam Ervin, begins televised hearings that grip the nation.
16. juli 1973
White House taping system revealed
Former aide Alexander Butterfield testifies that President Nixon recorded conversations in the Oval Office, triggering a battle over the tapes.
Indbruddet var en del af en bredere kampagne af politisk spionage og snavsede tricks, som blev udført af enheden kendt som "Plumbers" og finansieret via Nixons genvalgskampagne, Committee to Re-elect the President (CREEP). Den efterfølgende tildækning omfattede tavshedspenge, falske forklaringer for FBI, mened og misbrug af CIA og IRS til politiske formål.
Ofrene
Det direkte mål var Det Demokratiske Parti og dets formand Lawrence O'Brien, hvis kontor var det primære fokus for aflytningen. I bredere forstand var ofrene det amerikanske politiske system, valgkampens integritet og offentlighedens tillid til præsidentembedet. Som Senatets egen redegørelse konstaterer, blev hele forfatningsstrukturen sat på prøve, da det viste sig, at en siddende præsident havde brugt forbundsmagtens ressourcer til at dække over kriminelle handlinger.
Efterforskningen forløb i flere parallelle spor. FBI, ledet af agent Angelo Lano, indledte straks en undersøgelse, men blev gentagne gange forsøgt bremset af Det Hvide Hus. Samtidig fulgte de to Washington Post-journalister Bob Woodward og Carl Bernstein sporet af de mærkede pengesedler, der blev fundet hos indbrudsmændene. Deres kilde, den anonyme "Deep Throat", viste sig årtier senere at være FBI-vicedirektør Mark Felt. Journalisternes arbejde er senere
som et vendepunkt i moderne undersøgende journalistik.
Vendepunktet i den juridiske efterforskning kom i februar 1973, da Senatet nedsatte en særlig komité under ledelse af senator Sam Ervin. De tv-transmitterede Watergate-høringer blev set af titusinder af millioner amerikanere. Den 16. juli 1973 afslørede Nixons tidligere medarbejder Alexander Butterfield, at præsidenten i flere år havde optaget alle samtaler i Det Ovale Værelse. Båndene blev det afgørende bevismateriale.
Da særlig anklager Archibald Cox krævede båndene udleveret, fyrede Nixon ham den 20. oktober 1973 i det, der blev kendt som "Saturday Night Massacre". Det udløste en folkelig storm, og en ny særlig anklager, Leon Jaworski, blev udnævnt. I juli 1974 afgjorde USA's højesteret enstemmigt i sagen United States v. Nixon, at præsidenten ikke kunne påberåbe sig executive privilege for at tilbageholde båndene.
De oprindelige fem indbrudsmænd samt Liddy og Hunt blev tiltalt i september 1972. Fire af dem erklærede sig skyldige; McCord og Liddy blev kendt skyldige af et nævningeting i januar 1973 af dommer John Siricas domstol. McCord skrev kort efter et brev til Sirica, hvor han fortalte, at vidner havde løjet, og at højtstående embedsmænd stod bag — et brev, der åbnede sluserne.
I marts 1974 tiltalte et grand jury den såkaldte "Watergate Seven", herunder stabschef H. R. Haldeman, indenrigspolitisk rådgiver John D. Ehrlichman, tidligere justitsminister John N. Mitchell, Charles Colson, Gordon Strachan, Robert Mardian og Kenneth Parkinson. Nixon selv blev navngivet som "uindiceret medsammensvoren". Haldeman, Ehrlichman og Mitchell blev alle dømt for sammensværgelse, obstruktion af retfærdigheden og mened og idømt fængselsstraffe.
Den 8. august 1974 — to uger efter højesteretsdommen — meddelte Nixon i en tv-tale, at han trådte tilbage med virkning fra næste dag. En måned senere blev han benådet af efterfølgeren Gerald Ford, hvilket forhindrede en eventuel straffesag mod den tidligere præsident.
Sagen i dag
Watergate har formet amerikansk politik og presse i mere end et halvt århundrede. Sagen førte til vidtgående reformer af kampagnefinansiering, åbenhed i forvaltningen og oprettelsen af uafhængige særlige anklagere. Den har inspireret bøger, film og undervisningsmateriale og bruges fortsat som referencepunkt, når forholdet mellem præsidentmagt og retsstat diskuteres. Identiteten på "Deep Throat" blev først afsløret i 2005, da Mark Felt selv stod frem, og nye dokumenter og lydoptagelser fra perioden frigives stadig løbende fra de amerikanske nationalarkiver.
