USA, 2010–2024 — afsluttet med skylderklæring
WikiLeaks-sagen er den amerikanske føderale retsforfølgelse af Julian Assange, den australskfødte grundlægger af informationsplatformen WikiLeaks, for hans rolle i at modtage og offentliggøre klassificeret amerikansk regeringsmateriale i 2010. Sagen kulminerede den 26. juni 2024, da Assange ved en amerikansk domstol på Saipan erklærede sig skyldig i sammensværgelse om at fremskaffe og offentliggøre national forsvarsinformation og blev idømt 62 måneders fængsel — en straf han allerede havde afsonet under sin varetægtsfængsling i London. Assange blev oprindeligt arresteret i London den 11. april 2019 efter syv år i asyl på Ecuadors ambassade, hvor han havde søgt tilflugt for at undgå udlevering.
I modsætning til traditionelle kriminalsager med individuelle ofre, er WikiLeaks-sagen en national sikkerhedssag, hvor den amerikanske regering er sagsøger. De amerikanske myndigheder hævdede, at Assanges handlinger — især hans koordinering med den tidligere amerikanske militæranalytiker Chelsea Manning — skadede USA's forsvarsinteresser og udsatte kilder for fare. Sagen rejste grundlæggende spørgsmål om pressefriheden under First Amendment og grænserne for, hvornår journalistisk aktivitet bliver til kriminel medvirken.
De handlinger, der førte til tiltalen mod Julian Assange, fandt sted primært i 2010 og involverede hans samarbejde med Chelsea Manning, en amerikansk hæranalytiker udstationeret i Irak. Ifølge den amerikanske anklagemyndighed hjalp Assange Manning med at få adgang til klassificerede databaser ved at forsøge at knække en adgangskode til det amerikanske forsvarsministeriums computersystem. Formålet var at sløre Mannings identitet, så hun kunne fortsætte med at downloade klassificeret materiale uden at blive opdaget.
Alleged conspiracy with Chelsea Manning
Prosecutors allege Assange helped Manning attempt to crack a password hash to access classified U.S. government computers and retrieve national defense information anonymously.
WikiLeaks publishes Afghan War logs
WikiLeaks releases approximately 75,000 classified documents about the Afghanistan war provided by Manning, triggering U.S. government investigation into the disclosures.
Assange enters Ecuadorian embassy
Assange seeks political asylum at Ecuador's London embassy to avoid extradition to Sweden on separate allegations, remaining there for nearly seven years.
Arrest in London
British police arrest Assange at the Ecuadorian embassy after Ecuador withdraws asylum. U.S. unseals indictment charging conspiracy to commit computer intrusion.
Mannings lækage omfattede hundredtusindvis af diplomatiske depescher, militære efterretningsrapporter fra Afghanistan og Irak samt en kontroversiel video fra 2007, der viste et amerikansk Apache-helikopterangreb i Bagdad, hvor civile og to Reuters-journalister blev dræbt. WikiLeaks publicerede dette materiale gradvist gennem 2010, ofte i samarbejde med etablerede internationale medier som The Guardian, Der Spiegel og The New York Times.
Den oprindelige amerikanske tiltale fra marts 2019 fokuserede snævert på computerindtrængning — specifikt Assanges påståede forsøg på at hjælpe Manning med at knække adgangskoden. I maj 2019 udvidede justitsministeriet tiltalen til at omfatte 17 yderligere anklagepunkter under Espionage Act fra 1917, der omhandlede hans rolle i at modtage, besidde og offentliggøre klassificeret information. Denne udvidelse gjorde Assange til den første udgiver, der blev tiltalt under spionageloven for at publicere lækket materiale.
WikiLeaks-sagen har ingen traditionelle ofre i kriminel forstand. Den amerikanske regering argumenterede, at Assanges handlinger udsatte amerikanske kilder, informanter og militærpersonel for alvorlig fare ved at afsløre deres identiteter i klassificerede dokumenter. Regeringen hævdede, at offentliggørelsen af navne på lokale samarbejdspartnere i og Irak potentielt kunne føre til gengældelsesaktioner fra Taleban eller andre grupper.
Superseding Espionage Act indictment
U.S. Department of Justice files expanded 18-count indictment including Espionage Act charges for conspiracy to obtain and disclose national defense information.
Guilty plea and sentencing
Assange pleads guilty to conspiracy to obtain and disclose national defense information in Saipan court, sentenced to 62 months time served by Judge Ramona V. Manglona, ending the case.
Forsvarere af Assange og WikiLeaks argumenterede modsat, at de offentliggjorte dokumenter afslørede krigsforbrydelser, tortur og diplomatisk bedrag, og at offentligheden havde ret til at kende til denne information. De fremhævede, at WikiLeaks havde forsøgt at redigere navne i dokumenterne, selvom efterfølgende publikationer blev mindre omhyggeligt redigeret.
Chelsea Manning, der leverede materialet til WikiLeaks, blev selv dømt ved en militærdomstol i 2013 til 35 års fængsel for brud på Espionage Act og andre lovovertrædelser. Hendes straf blev efterfølgende omstødt af præsident Barack Obama i 2017, og hun blev løsladt efter at have afsonet syv år.
Efterforskningen af Julian Assange begyndte i kølvandet på WikiLeaks' massive offentliggørelser i 2010. Det amerikanske justitsministerium indledte en storstilet grand jury-undersøgelse, der analyserede kommunikationen mellem Assange og Manning. Nøglebeviserne stammede fra chatlogfiler, hvor Assange og Manning diskuterede, hvordan Manning kunne få adgang til yderligere klassificeret materiale og skjule sine spor.
Manning blev arresteret i maj 2010 og blev senere den primære kilde til anklagerne mod Assange. Hendes forklaring og de interne beskeder dannede rygraden i påstanden om, at Assange aktivt hjalp med ulovlig computeradgang snarere end blot passivt at modtage lækket information — en distinktion, der blev afgørende for den juridiske argumentation.
I 2012, mens han var på kaution i Storbritannien i forbindelse med en svensk efterforskning af seksuelle overgreb, søgte Assange politisk asyl på Ecuadors ambassade i London. Han tilbragte næsten syv år isoleret på ambassaden, mens diplomatiske forhandlinger og juridiske appeller fortsatte. Ecuador's beslutning om at trække asyl tilbage i april 2019 skyldtes angiveligt Assanges overtrædelse af asylbetingelserne og forværrede relationer med den ecuadorianske regering under præsident Lenín Moreno.
Efter arrestationen i 2019 kæmpede Assange i flere år mod udlevering fra Storbritannien til USA gennem det britiske retssystem. Hans forsvarere argumenterede, at udlevering ville være politisk motiveret og udgøre en risiko for hans liv på grund af fængselsforholdene i USA.
Julian Assanges juridiske saga kulminerede ikke i en langvarig retssag, men i en plea deal — en aftale mellem hans forsvarere og den amerikanske anklagemyndighed. Efter flere års udleveringskampe i britiske domstole og forværrede sundhedsmæssige forhold under hans fængsling i højsikkerhedsfængslet Belmarsh, blev der indgået en aftale i juni 2024.
Den 26. juni 2024 mødte Assange op ved U.S. District Court for the Northern Mariana Islands på Saipan — et amerikansk territorium i Stillehavet valgt på grund af dets nærhed til Australien og Assanges modvilje mod at rejse til det amerikanske fastland. Her erklærede han sig skyldig i ét enkelt anklagepunkt: sammensværgelse om at fremskaffe og offentliggøre national forsvarsinformation i strid med Espionage Act.
Dommer Ramona V. Manglona idømte Assange 62 måneders fængsel, men godkendte tidsfradrag for de fem år, han havde siddet varetægtsfængslet i London. Eftersom straffen dermed var udstået, blev Assange straks løsladt og returnerede til Australien samme dag. Plea dealen betød, at de oprindelige 18 anklagepunkter blev frafaldet, og at sagen blev afsluttet uden en præcedenskabende retssag om pressefriheden.
Skylderklæringen var kontroversiel. Tilhængere af Assange kritiserede ham for at indrømme skyld i aktiviteter, de mente var beskyttet af pressefriheden. Juridiske eksperter advarede om, at præcedensen kunne true undersøgende journalistik, da grænsen mellem journalistisk kildestyring og kriminel medvirken nu syntes sløret. Omvendt mente andre, at plea dealen var en pragmatisk løsning, der frigjorde Assange uden at skabe en farlig juridisk præcedens gennem en domstolsafgørelse.
WikiLeaks-sagen er formelt afsluttet med Assanges løsladelse i juni 2024, men dens efterdønninger fortsætter. Sagen har efterladt et komplekst juridisk og etisk landskab omkring whistleblowing, journalistik og national sikkerhed. Pressefriheds-organisationer, herunder Committee to Protect Journalists og Reporters Without Borders, har udtrykt bekymring over, at tiltalen mod Assange — selv med en plea deal — skaber en kølende effekt på journalister, der arbejder med klassificerede kilder.
I Australien, hvor Assange vendte tilbage efter sin løsladelse, har han modtaget støtte fra politikere på tværs af det politiske spektrum, der lobberede for hans frigivelse i årene op til plea dealen. Den australske premierminister Anthony Albanese udtrykte tilfredshed med, at sagen var afsluttet, selvom han undgik at tage stilling til, om Assanges handlinger var berettigede.
WikiLeaks selv fortsætter som organisation, om end med væsentligt mindre offentlig synlighed end på sit højdepunkt i 2010-2011. Platformen har publiceret materiale sporadisk i de mellemliggende år, men Assanges personlige rolle har været minimal siden hans isolation på den ecuadorianske ambassade.
Sagens dokumentation og debat fortsætter gennem dokumentarfilm, bøger og akademiske analyser. Dokumentaren Ithaka (2021) fokuserede på Assanges fars kampagne for at befri sin søn, mens Risk (2016) gav et intimt kig på Assanges år på ambassaden. Retlige eksperter forventer, at WikiLeaks-sagen vil blive citeret i årtier i diskussioner om, hvor grænserne går mellem journalistisk immunitet og strafferetligt ansvar.
For Chelsea Manning er livet efter fængsling fortsat kompliceret. Hun har offentligt kritiseret dele af det juridiske system og er blevet en aktivist for trans-rettigheder og informationsfrihed, samtidig med at hun har udtrykt ambivalens over for Assange personligt.
WikiLeaks-sagen forbliver et centralt referencepunkt i debatten om digital æra-journalistik: Hvornår bliver en udgiver til en medskyldig? Og kan demokratiske samfund beskytte både nationale sikkerhedsinteresser og offentlighedens ret til at vide?