Forbrydelsen: Kannibalisme efter aftale

Armin Meiwes, en 39-årig computertekniker fra Rotenburg an der Fulda, dræbte den 9. marts 2001 den 43-årige Bernd Jürgen Armando Brandes i sit bindingsværkshus og fortærede efterfølgende dele af hans krop. Det chokerende ved sagen var, at Brandes udtrykkeligt havde givet samtykke til at blive dræbt og spist. De to mænd havde mødt hinanden via et internetforum, hvor Meiwes havde slået en annonce op, hvori han søgte efter nogen, der ønskede at blive "slagtet og fortæret".

Brandes, en manager fra Berlin, svarede på annoncen. De aftalte at mødes i Meiwes' afsides beliggende hus i Wüstefeld, en bydel i Rotenburg. Det følgende var et makabert ritual, som Meiwes optog på video: Brandes indtog sovepiller og alkohol, før Meiwes efter dennes ønske amputerede hans kønsorgan. Begge forsøgte at spise det sammen. Senere dræbte Meiwes den stærkt svækkede Brandes ved et snit i halsen, parterede kroppen og frøs kødet ned.

Internettets rolle

Sagen afslørede en foruroligende subkultur på det tidlige internet. Meiwes havde slået sin annonce op i "Cannibal Café", et forum for mennesker med kannibalistiske fantasier. Efterforskere fandt senere ud af, at Meiwes havde haft kontakt med mere end 200 personer, der viste interesse for kannibalistiske handlinger. Flere mennesker havde besøgt Meiwes, før de trak sig i sidste øjeblik. Brandes var ikke den eneste, der var parat til at ofre sit liv for denne ekstreme fantasi.

Efterforskningen viste, at Meiwes havde næret disse fantasier siden barndommen. Han levede isoleret i det store hus, som han havde arvet efter sin mor, og tilbragte meget tid i online-fora. Internettet gjorde det muligt for ham at finde ligesindede – noget der ville have været næsten umuligt i den analoge verden. Dette aspekt af sagen intensiverede diskussionen om farerne ved anonym cyberkriminalitet og kommunikation på nettet.

Opdagelsen og anholdelsen

I december 2002, mere end halvandet år efter forbrydelsen, blev Meiwes arresteret. En studerende havde i et online-forum opdaget en ny annonce fra Meiwes, hvori han igen søgte efter et "slagteoffer", og informerede politiet. Ved ransagningen af Meiwes' hus fandt efterforskerne videooptagelser af forbrydelsen, dele af Brandes' lig i fryseren og omhyggelige optegnelser over fortæringen af kødet.

Meiwes tilstod straks og viste sig samarbejdsvillig. Han understregede gentagne gange, at Brandes udtrykkeligt havde givet samtykke, og at han havde opfyldt hans sidste ønske. Denne forklaring dannede grundlag for en af de mest komplekse juridiske debatter i tysk retshistorie.

Første retssag: Manddrab i stedet for mord

Den første retssag mod Armin Meiwes begyndte i december 2003 ved landsretten i Kassel. Forsvaret argumenterede for, at der var tale om drab efter anmodning, da Brandes udtrykkeligt havde givet samtykke. Retten stod over for et hidtil uset problem: Der fandtes ingen specifik bestemmelse i tysk straffelov for frivillig kannibalisme.

Retten konkluderede, at Meiwes ikke var skyldig i mord, men i manddrab, da ingen mordkriterier som lumskhed eller lave bevæggrunde kunne bevises. Brandes' samtykke blev vurderet som en formildende omstændighed. I januar 2004 blev Meiwes idømt otte et halvt års fængsel – en dom, der udløste landsdækkende forargelse.

Revision og morddom

Forbundsanklagemyndigheden gik i appel og argumenterede for, at Meiwes' seksuelle motivation og tilfredsstillelse af hans kannibalistiske lyster skulle betragtes som lave bevæggrunde. Forbundsdomstolen ophævede dommen i 2005 og henviste sagen tilbage til landsretten i Frankfurt.

I den anden retssag, der begyndte i januar 2006, blev der fremlagt nye psykiatriske vurderinger. Disse understregede den seksuelle komponent i Meiwes' handlinger og hans personlighedsforstyrrelse. Retten konkluderede, at Meiwes havde handlet af "mordlyst" – et klassisk mordkriterium. I maj 2006 blev han idømt livstid med konstatering af særlig grov skyld. Denne dom blev endelig.

Juridiske konsekvenser og lovændring

Meiwes-sagen afslørede et hul i tysk straffelov. Mens § 216 StGB sætter drab efter anmodning under straf, fandtes der ingen specifik bestemmelse for kannibalisme. I 2007 reagerede lovgiver og tilføjede § 217a StGB til straffeloven, som eksplicit sætter forstyrrelse af dødshvilen gennem fortæring af menneskelige kropsdele under straf.

Denne lovændring var en direkte konsekvens af Meiwes-sagen og viser, hvordan enkelte kriminalsager kan præge retssystemet. Paragraffen sikrer, at lignende sager i fremtiden kan forfølges mere entydigt, uafhængigt af spørgsmålet om samtykke.

Meiwes i dag

Armin Meiwes afsoner sin livstidsdom i fængslet i Kassel. Han har gentagne gange understreget, at han fortryder sin handling og har gennemgået terapi. Hans ansøgninger om prøveløsladelse er hidtil blevet afvist. Sagen forbliver en lærerig illustration af grænserne for selvbestemmelse, internettets magt til at forbinde ekstreme subkulturer og de udfordringer, som nye former for kriminalitet udgør for retssystemet.

"Kannibalen fra Rotenburg" er blevet et internationalt symbol på de mørkeste afgrunde i menneskelig adfærd og behandles verden over som casestudie i retsmedicin og juridiske uddannelser.