Gerningsmandens baggrund
Fritz Honka blev født som Karl-Heinz Honka den 31. juli 1935 i Leipzig under Den Nazistiske æra. Hans barndom var præget af vold og omsorgssvigt. Faderen var alkoholiker og mishandlede familien, hvilket skulle få livslang indflydelse på Honkas psyke. Efter Anden Verdenskrig flygtede familien til Vesttyskland.
Honka voksede op som en marginaliseret og ensom mand med betydelige sociale problemer. Han udviklede en misfigureret ansigtsform efter flere operationer og blev genstand for mobning. Som voksen arbejdede han som natportier, men blev hurtigt afhængig af alkohol. Hans liv koncentrerede sig omkring de billige barer og værtshuse i Hamburgs St. Pauli-kvarter, særligt omkring Reeperbahn-området.
Den lille, forhutlede mand med de skæve ansigtstræk blev stammegæst på Elbschlosskeller og andre værthuse, hvor han søgte selskab hos socialt udsatte kvinder — prostituterede, alkoholikere og hjemløse.
Drabene i St. Pauli
Mellem 1970 og 1975 begik Fritz Honka mindst fire drab på kvinder, han mødte i værtshusene omkring St. Pauli. Hans ofre var alle socialt marginaliserede kvinder i alderen 40-57 år, som samfundet i vidt omfang havde glemt. De var perfekte ofre for en seriemorder, fordi ingen rigtig savnede dem.
Honka lokkede kvinderne med til sin lille lejlighed på Zeißstraße 74 i Ottensen-distriktet med løfter om mere alkohol og selskab. Her kvalte han dem under eller efter seksuelle handlinger. Metoden var primitiv — han anvendte sine bare hænder eller strømpebånd til at kvæle sine ofre.
Efter drabene parterede han ligene med en sav og knive på sit badeværelse. Kropsdele blev pakket ind i plasticposer og gemt på loftet lige over hans lejlighed. Hovederne fjernede han håret fra og opbevarede dem særskilt. Lugten i ejendommen var kvalmende, men naboerne tilskrev den Honkas manglende hygiejne og hans kæde-rygning.
Afsløringen
Den 17. juli 1975 udbrød der brand i bygningen på Zeißstraße 74. Da brandvæsenet rykkede ud og ransagede ejendommen, fandt de makabere opdagelser på loftet: rester af tre kvinder pakket ind i plastik og gemt mellem gamle møbler og skrammel.
Politiet identificerede hurtigt Fritz Honka, der selv havde været til stede under brandslukningen. Han blev anholdt og tilstod kort efter drabene. Under afhøringen fortalte han detaljeret om sine forbrydelser med en kold ligegyldighed, der chokerede efterforskerne.
Offrene blev identificeret som Gertrude Bräuer (forsvundet 1970), Anna Beuschel (forsvundet 1974), Frieda Roblick (forsvundet 1974) og Ruth Schult (forsvundet 1975). Alle var alkoholikere og prostituterede fra St. Pauli-miljøet.
Retssagen og dommen
Fritz Honka blev stillet for retten i 1976 i en retssag, der tiltrak stor medieopmærksomhed i Tyskland. Han blev tiltalt for fire drab samt lig-partéring. Under retssagen fremstod han som en kold og følelsesløs person, der viste minimal anger.
Retspsykiatere undersøgte Honka og konkluderede, at han led af personlighedsforstyrrelser og alkoholisme, men at han var tilregnelig og vidste, hvad han gjorde. Han blev kendt skyldig i alle fire drab.
Den 10. december 1976 blev Fritz Honka idømt 15 års fængsel for manddrab — en relativt mild dom sammenlignet med grusomhederne. Dommerne tog hensyn til hans mentale tilstand og manglende planlægning af forbrydelserne.
Senere liv og død
Honka afsonede sin straf i Fuhlsbüttel-fængslet i Hamborg. Han blev løsladt i 1993 efter at have afsonet sin fulde straf. De sidste år af sit liv tilbragte han på plejehjem, hvor han levede som en tilbagetrukket og glemt figur.
Fritz Honka døde den 19. oktober 1998 i en alder af 63 år. Hans forbrydelser var næsten glemt af offentligheden, men hans sag forblev et af de mest bizarre kapitler i Hamburgs kriminalhistorie.
I 2019 blev hans forbrydelser genfortalt i den tyske film "Der Goldene Handschuh" (Den Gyldne Handske) instrueret af Fatih Akin, baseret på Heinz Strunks roman fra 2016. Filmen skildrer brutalt det sordide miljø i 1970'ernes St. Pauli og Honkas grusomheder.
St. Pauli-kvarteret
Fritz Honkas forbrydelser udspillede sig i hjertet af Hamburgs mest berygtede kvarter. St. Pauli og særligt Reeperbahn var i 1970'erne præget af prostitution, kriminalitet og dyb social elendighed ved siden af det pulserende natteliv.
De barer, hvor Honka fandt sine ofre, var tilholdssted for samfundets allermest udsatte — mennesker som levede i dyb alkoholisme og fattigdom uden socialt sikkerhedsnet. Det var et miljø, hvor mennesker kunne forsvinde uden at nogen stillede spørgsmål.
Den bygning på Zeißstraße 74, hvor forbrydelserne fandt sted, findes stadig, men står som et stille vidne om en af Tysklands mest foruroligende kriminalsager.
