Historiens største medieskandale

Den 25. april 1983 annoncerede det Tyskland-baserede magasin Stern på verdensplan en sensationel opdagelse: De havde købt Hitlers private dagbøger. Ifølge magasinet havde de sikret eksklusive rettigheder til dokumenter, som historieforskningen længe havde søgt efter uden held. Præsentationen blev iscenesattet som en verdensbegivenhed. Betydende historikere var blevet kaldt til at autentificere manuskripterne, og medierne verden over berettede om sensationen.

Men inden for få uger kollapsede hele historien. De 62 "dagbog-bind", som Stern havde købt for omkring 4,25 millioner Deutsche Mark, viste sig at være en mestreklasse i forfalskninger — skabt af en enkeltmand med bemærkelsesværdig kunstfærdighed, men uden faktisk historisk viden.

Konrad Kujau – mestrerforfalsker

Conrad Kujau var en tysk kunstner og forfalskningsspecialist, der siden 1970'erne havde bygget sig et lukrativt forretningsimperium på at forfalske underskrifter og dokumenter fra berømte personer. Hans arbejde var teknisk overlegen — han havde udviklet ætsningsmetoder, kunne aldringsprocesser og dokumentpapiret med usædvanlig dygtighed. Han havde tidligere skabt forfalskede værker tilskrevet Otto Bismarck og andre historiske skikkelser, hvilket havde tjent ham betydelige summer.

Men Hitler-dagbøgerne var hans kroning — og hans nederlag. Kujau var en skrupelløs forretningstype, men ikke en historiker. Hans "Hitler" skrev om helt trivielle hverdagsting: hvad han havde spist til frokost, irritationer over stuearrangementer, klager over sit helbred. Der manglede perspektiv, analytisk dybde og historiefaglig autentisitet.

Gerd Heidemann og Sterns grålyst

Gerd Heidemann var en erfaren Stern-reporter, der havde udviklet en obskur fascination af Hitler-era. Han blev Kujaus kontaktperson og mellemmand i forhandlingerne. Heidemann blev selv økonomisk interesseret i handelen og påstod, at dokumenterne stammede fra en hemmeligt NSA-agent ved navn Timerling, som havde reddet dem under kaotiske forhold ved krigens slutning.

Stern's redaktion blev grebet af grålyst. Her var chancen for at eje en historisk sensation, der ville sætte magasinet på verdenskortet. Der blev foretaget nogle ekspertudtalelser, men de vigtigste var tilsyneladende foretaget af historikere, der havde partiske interesser i at acceptere dokumenterne. Kritisk faglig distance blev ofret for eksklusivitet og prestige.

Afsløringen

Da dagbøgerne først blev offentliggjort, rev faghistorikere dem i stykker. Bundesarchiv (Tysklands nationalarkiv) lancerede kort efter en rapport, der dokumenterede, at papir, blæk og tekniske karakteristika alle var moderne. En kemisk analyse viste, at nogle af de kemikalier, der blev brugt i blækket, ikke var tilgængelige før efter 1945.

Konrad Kujau blev arresteret den 25. august 1983. Han tilstod uden videre modstand — han var stolte af sit kunstneriske arbejde og syntes faktisk, at det var sjovt at se hvor længe han havde kunnet bedrage verdens mest etablerede medieorganer.

Sagen blev kendt som "Forged Diaries Scandal" eller på tysk "Tagebuch-Affäre". Det blev endnu værre for Stern, da det blev afsløret, at de havde været bekendt med tvivl blandt nogle eksperter, men havde valgt at ignorere dem for at gå fremad med publikationen.

Retssag og konsekvenser

Konrad Kujau blev idømt fire år og åtte måneder i fængsel for bedrageri. Gerd Heidemann blev idømt fire år for samme forbrydelse. Begge modtog derudover bøder.

For Stern var konsekvenserne katastrofale. Magasinet havde investeret millioner og sit ry. Selvom det overlevede medieskandaler, blev det aldrig helt det samme. Affæren blev lærebog-eksempler på journalistisk svigtende kritisk sense og den farlige kombination af sensationalisme og økonomisk desperation.

Historikere fik senere værktøjet til at være endnu mere skeptiske over for håbefulde "fundne" kilder. Teknologien til dokumentvalidering blev raffineret. Og forfalskere verden over lærte en vigtig lektie: Selv en mestreklasse kan blive afsløret, hvis grålysterne bliver for høje.

Eftermæle

Hitler-Tagebücher-skandalen bliver stadig citeret som paradigmatisk eksempel på forfalskningskriminalitet og medieetikmisere. Den illustrerer hvor let selv store institutioner kan blive blindet af ønsketænkning og eksklusivitetsdrivere. Og den demonstrerer, at kunst og teknik alene ikke kan skabe autentisitet — historiefaglig indsigt og skepticisme er uerstattelige.

I dag er sagen del af både kriminalhistorie og mediehistorie. Den tjener som advarsel og påmindelse om, at selv Tyskland i 1983 — selv Stern, selv eksperter — kan være offer for velorganiseret bedrageri, når det rammes på de rigtige (eller forkerte) punkter.