Bortførelsen

Magnus Gäfgen var en 27-årig jurastuderende, der den 27. september 2002 kidnappede den 11-årige Jakob von Metzler i Frankfurt am Main. Jakob var søn af en velhavende bankier-familie og gik på en privatskole. Gäfgen havde planlagt bortførelsen i flere uger og ventede på drengen nær familiens hjem i det velstående kvarter Sachsenhausen.

Gäfgen lokkede Jakob med sig under falske forudsætninger og bragte ham til sin lejlighed. Her kvalte han drengen samme dag, angiveligt fordi Jakob havde genkendt ham. Gäfgen placerede liget under en bro ved Schlachtensee nær Birkenau og sendte derefter et løsepengelseskrav på 1 million euro til Jakobs familie.

Anholdelsen og den kontroversielle afhøring

Politiet observerede pengeudleveringen den 30. september 2002 og arresterede Gäfgen kort efter. Under de indledende afhøringer nægtede han at oplyse, hvor Jakob befandt sig. Politiet frygtede, at drengen stadig var i live og led.

Politivicepræsident Wolfgang Daschner gav ordre til, at man skulle true Gäfgen med smerte og tortur for at få oplysninger om Jakobs opholdssted. Betjent Ortwin Ennert udførte truslerne og sagde, at Gäfgen ville blive udsat for "smerter, som han aldrig havde oplevet før" af en specialtrænet person.

Efter truslerne afslørede Gäfgen, hvor han havde skjult Jakobs lig. Den 1. oktober 2002 fandt politiet den dræbte dreng. Denne episode udløste en massiv juridisk og etisk debat i Tyskland og internationalt om tortur, politimetoder og retssikkerhed.

Retssagen og dommen

Magnus Gäfgen blev stillet for retten i 2003 og erklærede sig skyldig i mord og kidnapning. Han blev idømt livstid med særlig grovhed ("besondere Schwere der Schuld"), hvilket i praksis betyder minimum 15 år uden mulighed for prøveløsladelse.

Under retssagen argumenterede forsvaret for, at Gäfgens tilståelse skulle annulleres, da den var fremtvunget gennem tortur-trusler. Retten afviste dette argument delvist, men accepterede, at tilståelsen ikke kunne bruges som direkte bevis. Dog kunne de fysiske beviser, som politiet fandt på baggrund af tilståelsen, anvendes.

Menneskerettighedssagen

Gäfgen appellerede sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg og hævdede, at hans menneskerettigheder var blevet krænket gennem tortur-truslerne. I 2010 fastslog ECHR, at Tyskland havde overtrådt artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som forbyder umenneskelig behandling.

Dogmen stod dog ved magt, da domstolen vurderede, at retssagen overordnet set havde været retfærdig. Gäfgen fik tildelt en erstatning på 3.000 euro for krænkelsen af hans rettigheder. Wolfgang Daschner og Ortwin Ennert blev begge idømt bøder for deres handlinger, men undgik fængselsstraf.

Etisk debat

Sagen udløste en intens debat i Tyskland om "Rettferdiggjort nødværge" og tortur i "ticking bomb"-scenarierne. Nogle argumenterede for, at politiets handlinger var forståelige givet frygten for et barns liv, mens andre understregede, at tortur aldrig kan retfærdiggøres i en retsstat.

Flere tyske jurister og filosofer, herunder den tidligere forfatningsdomstoldommer Winfried Hassemer, deltog i den offentlige diskussion. Sagen blev et eksempel i juridiske lærebøger verden over om konflikten mellem umiddelbare redningshensyn og fundamentale retsprincipper.

Status i dag

Magnus Gäfgen afsoner stadig sin dom i et tysk fængsel. Han har gentagne gange søgt om prøveløsladelse, men er blevet afvist. I 2013 blev hans anmodning igen afvist med henvisning til, at han stadig udgjorde en fare for samfundet.

Jakob von Metzlers familie har etableret en fond til minde om deres søn, der støtter børneorganisationer og forebyggelse af vold mod børn. Sagen efterlod dybe spor i det tyske samfund og fortsætter med at blive diskuteret i sammenhæng med rettigheder, etik og politiets beføjelser.