{"da":"{\"da\":\"Quick Facts\",\"en\":\"Quick Facts\"}","en":"Quick Facts"}
I maj 1918 blev New Orleans rystet af en serie brutale angreb, der afslørede en ny seriemorder i Louisiana: den berygtede The Axeman of New Orleans. Fra foråret 1918 til efteråret 1919 spredte denne ø
Det første angreb fandt sted natten til den 23. maj 1918, da den italienske indvandrer og købmand Joseph Maggio og hans hustru Catherine Maggio blev brutalt myrdet i deres hjem. Joseph Maggio blev angrebet med en barberkniv – et tilfælde af knivstikkeri – mens Catherine var offer for adskillige øksehug. På gerningsstedet fandt politiet en blodig økse fra parrets eget hjem. Det bemærkedes, at gerningsmanden tilsyneladende havde skiftet tøj efter drabet. Intet tydede på tyveri, hvilket cementerede et skræmmende modus operandi: angrebene var udelukkende motiveret af et ønske om at begå mord. Josephs bror, Andrew Maggio, blev kortvarigt mistænkt, men da flere angreb fulgte, blev mistanken mod ham og andre familiemedlemmer opgivet.
Angrebene fortsatte i de følgende måneder. Den 27. juni 1918 overlevede købmanden Louis Besumer og hans samlever Anna Lowe et lignende angreb. På hospitalet fremsatte Anna Lowe den bizarre påstand, at Besumer var tysk spion – en grundløs anklage, der illustrerede den panik, der greb New Orleans. Louis Besumer blev kortvarigt anholdt, men hurtigt løsladt. Den 10. august 1918 blev den 71-årige Joseph Romano angrebet i sin seng. Hans niecer fandt ham dødeligt såret. En blodig økse lå i haven, og en af niecerne beskrev gerningsmanden som en "tung, mørk mand i mørk habit", hvilket stemte overens med andre sparsomme vidneudsagn. Det stod klart, at mange ofre havde italiensk baggrund, hvilket nærede teorier om etnisk had som et muligt motiv for seriemorderen. Kriminologer har senere peget på, at Axeman ofte havde kvinder som primære mål og kun dræbte mænd, hvis de var en hindring. Dette kunne antyde seksuel sadisme eller andre seksuelle undertoner, skønt det aldrig er bekræftet.
Sagens mest bizarre drejning kom i marts 1919, da flere aviser modtog breve, angiveligt fra The Axeman selv. I brevet, dateret 13. marts 1919, erklærede afsenderen sig som "en dæmon fra helvedet" og lovede at skåne enhver, der spillede jazz i hjemmet eller på spillesteder natten til den 19. marts fra kl. 00:15. Dette udløste en byomspændende jazz-feber den pågældende nat – en af de mest surrealistiske episoder i amerikansk kriminalhistorie og New Orleans’ historie. Forestillingen om The Axeman som jazzelsker blev en del af byens folklore, selvom ægtheden af disse breve fortsat diskuteres af eksperter i true crime. Uanset autenticiteten cementerede brevet The Axemans plads i New Orleans' kulturelle bevidsthed som et uløst mysterie.
Seriemorderens angreb stoppede dog ikke med brevet. I marts 1919 angreb han Cortimiglia-familien i Gretna, en forstad til New Orleans på den anden side af Mississippifloden. Charlie og Rosie Cortimiglia overlevede med svære kvæstelser, men deres toårige datter døde. Dette familiemord med et barn som offer markerede en ny, foruroligende udvikling i rækken af voldelige angreb. Det sidste kendte angreb fra The Axeman fandt sted den 27. oktober 1919 mod købmand Mike Pepitone. Hans enke hørte tumult og så en skikkelse flygte, men kunne ikke give en brugbar beskrivelse af gerningsmanden, der øjeblikkeligt havde dræbt Mike Pepitone.
På trods af en intens politiundersøgelse og adskillige teorier – der omfattede etnisk had mod italienske indvandrere, seksuel sadisme, en bizar promovering af jazz, og endda spekulationer om mafia-involvering – blev The Axeman of New Orleans aldrig fanget eller endeligt identificeret. Sagen forbliver en uopklaret sag. En af de overlevende, Louis Besumer, blev selv dræbt i 1931, men ingen beviser knyttede ham definitivt til Axeman-mordene.
The Axemans kortvarige, men brutale hærgen efterlod dybe ar i New Orleans, især blandt byens italienske indvandrere. Frygten var så intens, at mænd organiserede vagthold, og nogle familier valgte at forlade byen, der var plaget af denne seriemorder. De menneskelige omkostninger ved disse mord og voldelige overfald var enorme, med knuste familier og overlevende, der bar på livslange traumer. Denne uopklarede sag fascinerer stadig i dag og illustrerer, hvordan et mysterie og uløste mordgåder kan blive en uudslettelig del af en bys fortælling og kriminalhistorie. The Axeman of New Orleans står som et symbol på frygtens irrationalitet og en dyster påmindelse om, at nogle af kriminalhistoriens mørkeste gåder, især inden for true crime, forbliver uløste.
Kilder:
Dyk ned i flere gådefulde kriminalsager og uløste mysterier. Følg KrimiNyt og få de mørkeste historier direkte i dit feed.
Admin
{"da":"{\"da\":\"Quick Facts\",\"en\":\"Quick Facts\"}","en":"Quick Facts"}
I maj 1918 blev New Orleans rystet af en serie brutale angreb, der afslørede en ny seriemorder i Louisiana: den berygtede The Axeman of New Orleans. Fra foråret 1918 til efteråret 1919 spredte denne øksemorder død og frygt i den ellers livlige by, berømt for sin jazz. Hans modus operandi var at bryde ind i hjem, ofte ved at fjerne et panel på bagdøren, og angribe sine ofre med en økse – typisk en, der tilhørte ofrene selv. Motiverne bag disse voldelige handlinger forblev et mysterie for både politi og borgere i USA, med teorier der spændte fra etnisk had og mulig seksuel sadisme til en bizar fascination af musik. Den dag i dag er The Axeman of New Orleans en uopklaret sag i amerikansk kriminalhistorie.
Det første angreb fandt sted natten til den 23. maj 1918, da den italienske indvandrer og købmand Joseph Maggio og hans hustru Catherine Maggio blev brutalt myrdet i deres hjem. Joseph Maggio blev angrebet med en barberkniv – et tilfælde af knivstikkeri – mens Catherine var offer for adskillige øksehug. På gerningsstedet fandt politiet en blodig økse fra parrets eget hjem. Det bemærkedes, at gerningsmanden tilsyneladende havde skiftet tøj efter drabet. Intet tydede på tyveri, hvilket cementerede et skræmmende modus operandi: angrebene var udelukkende motiveret af et ønske om at begå mord. Josephs bror, Andrew Maggio, blev kortvarigt mistænkt, men da flere angreb fulgte, blev mistanken mod ham og andre familiemedlemmer opgivet.
Angrebene fortsatte i de følgende måneder. Den 27. juni 1918 overlevede købmanden Louis Besumer og hans samlever Anna Lowe et lignende angreb. På hospitalet fremsatte Anna Lowe den bizarre påstand, at Besumer var tysk spion – en grundløs anklage, der illustrerede den panik, der greb New Orleans. Louis Besumer blev kortvarigt anholdt, men hurtigt løsladt. Den 10. august 1918 blev den 71-årige Joseph Romano angrebet i sin seng. Hans niecer fandt ham dødeligt såret. En blodig økse lå i haven, og en af niecerne beskrev gerningsmanden som en "tung, mørk mand i mørk habit", hvilket stemte overens med andre sparsomme vidneudsagn. Det stod klart, at mange ofre havde italiensk baggrund, hvilket nærede teorier om etnisk had som et muligt motiv for seriemorderen. Kriminologer har senere peget på, at Axeman ofte havde kvinder som primære mål og kun dræbte mænd, hvis de var en hindring. Dette kunne antyde seksuel sadisme eller andre seksuelle undertoner, skønt det aldrig er bekræftet.
Sagens mest bizarre drejning kom i marts 1919, da flere aviser modtog breve, angiveligt fra The Axeman selv. I brevet, dateret 13. marts 1919, erklærede afsenderen sig som "en dæmon fra helvedet" og lovede at skåne enhver, der spillede jazz i hjemmet eller på spillesteder natten til den 19. marts fra kl. 00:15. Dette udløste en byomspændende jazz-feber den pågældende nat – en af de mest surrealistiske episoder i amerikansk kriminalhistorie og New Orleans’ historie. Forestillingen om The Axeman som jazzelsker blev en del af byens folklore, selvom ægtheden af disse breve fortsat diskuteres af eksperter i true crime. Uanset autenticiteten cementerede brevet The Axemans plads i New Orleans' kulturelle bevidsthed som et uløst mysterie.
Seriemorderens angreb stoppede dog ikke med brevet. I marts 1919 angreb han Cortimiglia-familien i Gretna, en forstad til New Orleans på den anden side af Mississippifloden. Charlie og Rosie Cortimiglia overlevede med svære kvæstelser, men deres toårige datter døde. Dette familiemord med et barn som offer markerede en ny, foruroligende udvikling i rækken af voldelige angreb. Det sidste kendte angreb fra The Axeman fandt sted den 27. oktober 1919 mod købmand Mike Pepitone. Hans enke hørte tumult og så en skikkelse flygte, men kunne ikke give en brugbar beskrivelse af gerningsmanden, der øjeblikkeligt havde dræbt Mike Pepitone.
På trods af en intens politiundersøgelse og adskillige teorier – der omfattede etnisk had mod italienske indvandrere, seksuel sadisme, en bizar promovering af jazz, og endda spekulationer om mafia-involvering – blev The Axeman of New Orleans aldrig fanget eller endeligt identificeret. Sagen forbliver en uopklaret sag. En af de overlevende, Louis Besumer, blev selv dræbt i 1931, men ingen beviser knyttede ham definitivt til Axeman-mordene.
The Axemans kortvarige, men brutale hærgen efterlod dybe ar i New Orleans, især blandt byens italienske indvandrere. Frygten var så intens, at mænd organiserede vagthold, og nogle familier valgte at forlade byen, der var plaget af denne seriemorder. De menneskelige omkostninger ved disse mord og voldelige overfald var enorme, med knuste familier og overlevende, der bar på livslange traumer. Denne uopklarede sag fascinerer stadig i dag og illustrerer, hvordan et mysterie og uløste mordgåder kan blive en uudslettelig del af en bys fortælling og kriminalhistorie. The Axeman of New Orleans står som et symbol på frygtens irrationalitet og en dyster påmindelse om, at nogle af kriminalhistoriens mørkeste gåder, især inden for true crime, forbliver uløste.
Kilder:
Dyk ned i flere gådefulde kriminalsager og uløste mysterier. Følg KrimiNyt og få de mørkeste historier direkte i dit feed.
Admin