drabsforsøg
Forsøg på manddrab efter dansk straffelov. Kræver forsæt til at dræbe, men døden indtræder ikke. Straffes efter reglerne om forsøg.
Drabsforsøg er i dansk ret betegnelsen for et forsøg på manddrab, hvor gerningsmanden har til hensigt at slå et andet menneske ihjel, men hvor døden ikke indtræder. Det retslige grundlag er straffelovens § 237 om manddrab, sammenholdt med § 21, der regulerer forsøgsansvar generelt.
Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, der sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, som forsøg, når forbrydelsen ikke fuldbyrdes. Forsøgsansvar forudsætter, at gerningspersonen har udvist det fornødne forsæt — ved drabsforsøg vil det sige et konkret forsæt til at dræbe — og at der er foretaget en handling, der udgør et tilstrækkeligt nært skridt mod forbrydelsens fuldbyrdelse.
Den fuldbyrdede forbrydelse, manddrab, straffes efter straffelovens § 237 med fængsel fra 5 år og op til livstid. Ved drabsforsøg kan straffen nedsættes i forhold til den fuldbyrdede forbrydelse, idet domstolene ved strafudmålingen bl.a. lægger vægt på, hvor tæt gerningspersonen kom på fuldbyrdelse, samt omstændighederne i øvrigt.
Et centralt element i vurderingen af drabsforsøg er afgrænsningen af forsættet: Det skal bevises, at gerningsmanden har haft til hensigt at dræbe — ikke blot at tilføje den forurettede skade. Denne sondring er afgørende for, om forholdet skal bedømmes som drabsforsøg eller som en legemsangrebsforbrydelse efter straffelovens §§ 244-246.
