CIA black sites

CIA black sites er en betegnelse fra amerikansk ret og efterretningspraksis for de hemmelige, udenlandske faciliteter, som den amerikanske efterretningstjeneste CIA oprettede og drev som led i sit såkaldte Rendition, Detention and Interrogation-program efter terrorangrebene den 11. september 2001. Faciliteterne var ikke en del af det ordinære amerikanske fængselssystem og var ikke underlagt normal domstolskontrol.

På disse steder blev personer, som CIA mistænkte for terrorisme, tilbageholdt, transporteret og afhørt uden rettergang, juridisk repræsentation eller offentlig indsigt. Tilbageholdelserne foregik i hemmelighed, og myndighederne oplyste hverken pårørende, advokater eller internationale organer om, hvor de tilbageholdte befandt sig eller under hvilke forhold.

Forhørsmetoderne, der blev anvendt på black sites, har efterfølgende været genstand for omfattende dokumentation og kritik. Det amerikanske Senats efterretningskomité konkluderede i sin undersøgelse af programmet, at CIA anvendte metoder, som bl.a. inkluderede waterboarding, søvnberøvelse og andre former for fysisk og psykisk pres — metoder, som kritikere, domstole og internationale menneskerettighedsorganer har karakteriseret som tortur.

Brugen af black sites blev i de efterfølgende årtier genstand for kongresundersøgelser, retssager og offentlig debat om spørgsmålene om statsansvar, hemmeligholdelse og retsstatens grænser. I sager som Abu Zubaydah-sagen har spørgsmålet om, hvad staten lovligt kan hemmeligholde under påberåbelse af national sikkerhed, vist sig centralt — herunder om ofre for overgreb på black sites overhovedet kan søge retlig prøvelse ved amerikanske domstole.

Begrebet bruges på Krimidex i sammenhæng med dokumenterede statslige overgreb, hvor CIA's hemmelige program udgør rammen for alvorlige krænkelser af individuelle rettigheder og internationale forpligtelser, og hvor spørgsmålet om retligt ansvar fortsat er uafklaret.