DNA-opklaring
Efterforskningsmetode hvor DNA-spor fra en gerningsscene bruges til at identificere eller indkredse en gerningsperson — enten via politiets DNA-registre eller ved genetisk slægtsforskning.
DNA-opklaring betegner den efterforskningsproces, hvor biologiske spor fra en gerningsscene analyseres og sammenholdes med kendte DNA-profiler med henblik på at identificere en gerningsperson eller afklare en uopklaret sag. Metoden er ikke en selvstændig juridisk term med én fast lovdefinition, men beskriver en central efterforskningsstrategi i dansk politi- og retspraksis.
I praksis kan DNA-opklaring ske på to primære måder: ved direkte match mod DNA-profiler i politiets registre, eller ved genetisk slægtsforskning, hvor biologisk materiale fra gerningsstedet sammenholdes med profiler fra offentligt tilgængelige DNA-databaser for at finde slægtninge til en mulig gerningsperson og derigennem indkredse vedkommende.
Metoden har vist sig særligt værdifuld i kolde sager — altså uopklarede sager, der kan ligge årtier tilbage. Et spor, der ikke gav resultater ved gerningsøjeblikket, kan årtier senere matches mod en profil, der efterfølgende er indlæst i registrene, eller give resultat via udvidet slægtsforskning i takt med at sådanne databaser vokser.
I sager som Göhrde-mordene fra 1989, der blev opklaret ved netop DNA-analyse af bevart biologisk materiale, illustreres metodens potentiale: spor bevaret over årtier kan afgøre, hvem der stod bag en forbrydelse, selv når alle andre efterforskningsspor er udtømte. Lignende dynamik ses i dokumentarserien Evidence of Evil, hvor gammel sporteknisk analyse danner grundlag for ny efterforskning.
I Danmark fik politiet i 2025 en udtrykkelig hjemmel til genetisk slægtsforskning i retsplejelovens § 754 f, der kun må bruges i sager om alvorlig kriminalitet.
