falske tilståelser
En tilståelse til en forbrydelse afgivet af en person, der ikke har begået gerningen. Forekommer oftest som resultat af psykologisk pres, manipulerende afhøringsteknikker eller personlige sårbarheder hos den tiltalte.
Falske tilståelser er tilståelser til forbrydelser, som den tilståede ikke har begået. Fænomenet repræsenterer et alvorligt problem i retssystemet, da tilståelser traditionelt betragtes som særdeles belastende beviser i straffesager. Forskning viser, at falske tilståelser forekommer hyppigere end tidligere antaget og er en medvirkende faktor i et betydeligt antal justitsmord.
Falske tilståelser opdeles typisk i tre kategorier: frivillige falske tilståelser, hvor personen tilstår uden ydre pres; fremtvungne-eftergivende tilståelser, hvor personen tilstår for at undslippe en belastende afhøringssituation; og fremtvungne-internaliserede tilståelser, hvor personen kommer til at tro, at de faktisk har begået forbrydelsen. Den sidstnævnte type forekommer ofte hos særligt sårbare personer eller efter langvarige afhøringer med manipulerende teknikker.
Årsagerne til falske tilståelser omfatter aggressive eller vildledende afhøringsteknikker, langvarig isolation, psykisk eller fysisk udmattelse, trusler om hårdere straffe eller løfter om mildere behandling. Personlige faktorer som ung alder, kognitiv svækkelse, psykisk sygdom eller frygt for autoritet øger risikoen betydeligt. Undersøgelser viser, at unge og personer med intellektuelle funktionsnedsættelser er særligt udsatte.
I juridisk sammenhæng er spørgsmålet om tilståelsers frivillighed centralt. En tilståelse kan udelukkes som bevis, hvis den er fremkommet under tvang, ved løfter om fordele eller ved andre metoder, der underminerer dens troværdighed. Bevisbyrden for at påvise, at en tilståelse er frivillig og troværdig, påhviler anklagemyndigheden. Moderne retspraksis lægger stigende vægt på videooptagelse af afhøringer og begrænsning af vildledende teknikker.
Falske tilståelser anerkendes internationalt som en risikofaktor for justitsmord. DNA-beviser har i adskillige sager efterfølgende dokumenteret uskyldige personers falske tilståelser, hvilket har medført øget fokus på afhøringsmetoder og beskyttelse af sårbare mistænkte under politiafhøring.
