intimidation

Intimidation er i international strafferet betegnelsen for bevidst adfærd, der skaber frygt hos en person eller gruppe med det formål at få dem til at tie, afstå fra at handle eller undlade at udøve deres rettigheder. Begrebet hører til international ret og retslig praksis på tværs af jurisdiktioner og er ikke begrænset til én national lovgivning.

I modsætning til hverdagssprogets brug af ordet — hvor det blot kan betyde at gøre indtryk eller virke overvældende — har intimidation i juridisk og kriminologisk sammenhæng en præcis og aktiv betydning: det er et redskab til kontrol og obstruktion. Det afgørende er ikke alene gerningspersonens hensigt, men om adfærden med rimelighed vækker frygt for sikkerhed eller repressalier hos den ramte.

Intimidation kan antage mange former. Det spænder fra direkte, eksplicitte trusler til mere subtil truende adfærd såsom overvågning, fysisk tilstedeværelse på et bestemt sted, chikane eller systematisk pres over tid. Fælles for alle formerne er, at de sigter mod at undertrykke modpartens vilje og handlefrihed uden nødvendigvis at anvende direkte vold.

I sager om ekstremistiske bevægelser og forsøg på politisk magtovertagelse — som i tilfældet med neo-nazisternes plan om at overtage byen Leith i North Dakota — udgør intimidation et centralt element i strategien. Ved at skabe en atmosfære af frygt og usikkerhed i lokalsamfundet søgte aktørerne at bryde befolkningens modstand, hindre dem i at tilkalde myndigheder og tvinge dem til passivitet. Intimidation fungerede her ikke som enkeltstående kriminelle handlinger, men som et sammenhængende mønster af adfærd med overordnet politisk og social kontrol som mål.

I internationale straffesager optræder intimidation særligt i relation til vidnepåvirkning, obstruktion af retfærdighed og forbrydelser mod retsstatens integritet. Internationale domstole og organer behandler intimidation som en selvstændig og alvorlig foruretning, idet den underminerer retsprocessens grundlæggende forudsætninger om fri og uforstyrret deltagelse.