Retspsykiatri
Psykiatrisk virksomhed i tilknytning til retlige spørgsmål, særligt vurdering og behandling af psykisk syge lovovertrædere i straffesager.
Retspsykiatri betegner den del af psykiatrien, der medvirker i retssystemet ved vurdering, behandling og eventuel anbringelse af psykisk syge lovovertrædere. Begrebet er ikke selvstændigt lovdefineret i dansk straffelovgivning, men dækker i praksis den psykiatriske sagkundskab, der inddrages i forbindelse med straffesagers afgørelse, når spørgsmål om en tiltalts psykiske tilstand er relevant for sagens udfald.
Centralt i retspsykiatrien er straffelovens § 16, der fastslår, at handlinger begået af personer, som på gerningstidspunktet var utilregnelige som følge af psykisk sygdom eller lignende tilstande, ikke medfører straf. Utilregnelighed er dermed et juridisk begreb, men den retspsykiatriske sagkundskab leverer det faglige grundlag for rettens vurdering af, om betingelsen er opfyldt.
Hvor utilregnelighed fastslås, eller hvor en person befinder sig i en gråzone, træder straffelovens §§ 68 og 69 i kraft. Disse bestemmelser muliggør særforanstaltninger som psykiatrisk behandling, anbringelse på psykiatrisk afdeling eller tilsyn i stedet for fængselsstraf. Formålet er at beskytte samfundet og sikre den dømte relevant behandling fremfor traditionel straf.
Et centralt redskab i retspsykiatrien er mentalundersøgelsen, hvor en retssagkyndig psykiater eller psykolog vurderer en sigtet eller tiltalts psykiske tilstand. Undersøgelsen kan belyse spørgsmål om tilregnelighed på gerningstidspunktet, recidivrisiko og behandlingsbehov, og rettens afgørelse hviler i væsentlig grad på denne faglige vurdering.
Retspsykiatrien befinder sig i et spændingsfelt mellem jura og medicin, idet de juridiske kategorier som utilregnelighed ikke fuldt ud svarer til psykiatriske diagnoser. Det er altid retten, der træffer den endelige juridiske afgørelse, mens den retspsykiatriske ekspert leverer det lægefaglige grundlag.
