Senate Intelligence Committee
Permanent kongressudvalg i det amerikanske Senat med ansvar for lovgivningsmæssigt tilsyn med USA's efterretningsaktiviteter. Udvalget er ikke en domstol og afsiger ikke domme, men undersøger og rapporterer om efterretningstjenesternes metoder og lovlighed.
Senate Intelligence Committee — formelt Senate Select Committee on Intelligence — er et permanent udvalg i det amerikanske Senat, oprettet for at føre parlamentarisk tilsyn med USA's efterretningsaktiviteter, og er således et organ tilhørende amerikansk føderalret og forfatningspraksis. Udvalget gennemgår efterretningsrapporter, budgetter og programmer, modtager lukkede briefinger fra efterretningstjenesterne og forbereder lovgivning på området. Dets primære formål er at sikre, at efterretningsaktiviteter foregår i overensstemmelse med den amerikanske forfatning og gældende federal lovgivning.
Udvalget er ikke en domstol og har ingen strafferetlig kompetence — det afsiger hverken domme eller kendelser og kan ikke retsforfølge enkeltpersoner. Dets magt udøves i stedet gennem undersøgelser, offentlige høringer, lovgivningsinitiativ og offentliggørelse af rapporter, der kan lægge politisk og juridisk pres på udøvende myndigheder og efterretningstjenester.
I forbindelse med CIA's hemmelige forhørsprogram — det såkaldte detention and interrogation program — fik udvalget afgørende betydning. Efter afsløringer om brug af såkaldte 'enhanced interrogation techniques', hemmelige fængsler (black sites) og overførsler af fanger til tredjelande igangsatte udvalget en årelang undersøgelse af CIA's metoder og interne dokumentation. Resultatet var en omfattende rapport, hvis resumé blev delvist offentliggjort i 2014, og som dokumenterede systematisk brug af forhørsmetoder, som kritikere og mange jurister betegnede som tortur i strid med amerikansk og international ret.
Rapporten, der i sin fulde form omfatter flere tusinde sider, konkluderede blandt andet, at CIA havde vildledt Kongressen og den udøvende magt om programmets omfang og effektivitet. Offentliggørelsen skabte betydelig debat om ansvar, retsforfølgelse og statens pligter i henhold til internationale konventioner mod tortur. Trods rapportens tyngde førte den ikke i sig selv til strafferetlig tiltale mod involverede embedsmænd, hvilket illustrerer udvalgets rolle som tilsyns- og undersøgelsesorgan snarere end retshåndhævende instans.
