sindssygdomsforsvar
Amerikansk strafferetligt forsvar, der fritar en tiltalt for ansvar, hvis vedkommende på gerningstidspunktet – som følge af alvorlig psykisk sygdom – var ude af stand til at forstå sine handlingers natur eller uretmæssighed.
Sindssygdomsforsvaret er i amerikansk føderal ret et såkaldt affirmativt forsvar, der er kodificeret i 18 U.S.C. § 17, og som udelukkende finder anvendelse i det amerikanske retssystem – ikke i dansk ret. Forsvaret giver en tiltalt mulighed for at blive frifundet, hvis det kan bevises, at vedkommende på det tidspunkt, handlingen blev begået, led af en alvorlig psykisk sygdom eller defekt, der medførte, at personen var ude af stand til at forstå enten handlingens faktiske natur eller dens retlige og moralske uretmæssighed.
Det er afgørende at understrege, at psykisk sygdom i sig selv ikke udgør et forsvar efter bestemmelsen. Loven præciserer eksplicit, at en psykisk sygdom eller defekt herudover ikke i øvrigt kan benyttes som forsvar. Der kræves altså en direkte årsagssammenhæng mellem sygdommen og den manglende evne til at begribe handlingens karakter eller forkerthed på gerningstidspunktet.
Bevisbyrden påhviler den tiltalte selv, som skal løfte den med såkaldt 'clear and convincing evidence' – et bevisniveau, der er højere end sandsynlighedsovervægt, men lavere end 'beyond reasonable doubt'. Dette er usædvanligt i strafferetten, hvor anklagemyndigheden normalt bærer bevisbyrden, og det afspejler lovgivers ønske om at begrænse forsvarets anvendelsesområde markant.
Sindssygdomsforsvaret fik særlig offentlig bevågenhed i sager som Andrea Yates-sagen fra Houston i 2001 — en delstatssag i Texas, ikke en føderal sag — hvor en mor druknede sine fem børn og efterfølgende blev fundet skyldig – inden en ankesag endte med frifindelse på grund af sindssygdom. Sagen illustrerede, hvordan forsvaret i praksis kræver dokumentation for en dybtgående psykotisk tilstand, ikke blot en psykisk diagnose. Tilsvarende spillede spørgsmål om mental tilstand og ansvarlighed en central rolle i Billy Milligan-sagen, hvor den tiltalte hævdede at lide af dissociativ identitetsforstyrrelse med 24 personligheder.
Forsvaret er i dag langt mere restriktivt end tidligere. Det brede 'irresistible impulse'-kriterium, der tidligere tillod frifindelse, hvis den tiltalte ikke kunne kontrollere sine handlinger trods kendskab til deres uretmæssighed, er ikke længere anerkendt i føderal ret. Den nuværende lovtekst opstiller et snævert kognitivt kriterium og afspejler den politiske og juridiske reaktion på frifindelsen af John Hinckley Jr. i 1982 efter attentatet på præsident Reagan.
